Pludselig lyder en høj lyd fra lægens kittellomme. Han stopper og trækker sig ud af mig. Det er en hjertestopalarm. Inden jeg når at få vendt mig om, er lægen trukket i sine bukser og på vej ud af døren, mens han kæmper med at få kitlen på. Bukserne, der lukker lemmet inde, og kitlen, der dækker bulen for omverdenen. "Jeg bliver nødt til at løbe" lyder hans sidste ord, inden han forsvinder ud af døren.
Jeg ligger alene tilbage med to huller, som slet ikke er færdige med lægens behandling. Han lukker døren og jeg falder sammen på maven. Tømmer mine lunger for luft og lukker øjnene. Mærker, hvordan begge mine huller stod åbne. Brugte, våde og i den grad klare på mere. Trækker dynen om mig og ruller om på ryggen. Fører en hånd ned mellem mine ben, og mærker de varme hævede læber. Fugter mine fingre i min våde åbning og fører dem op langs mine læber til den dunkende knop. Bare berøringen af den sender kramper afsted i hele min krop. Hvis jeg lukker øjnene kan jeg næsten stadig mærke ham i mig. Den store pik i mit våde hul. Jeg gnider hårdere på min klit. Gad vide om den overhovedet kan være i mit bagerste hul? Det må gøre ondt, men shit hvor kunne jeg godt tænke mig det! Tankerne om at blive taget i begge huller assisterer mine fingres massage i vejen mod forløsning. Jeg formår at holde mig til at stønne lavmælt, idet orgasmen river min krop rundt i sengen i kramper.
Da kramperne er taget af og jeg kigger mod døren, opdager jeg noget. Lægen har tabt sin telefon.
Uden at tænke over det, tripper jeg nøgen hen mod døren, snupper telefonen og skynder mig tilbage i sengen. "Det er dårlig stil ikke at færdigbehandle sine patienter ordentligt" taster jeg på hans telefon sammen med mit nummer og sender det til telefonen, så jeg er sikker på at han ser det, når nu den står som en ulæst besked. Jeg smider telefonen fra mig i sengen, i chok over at jeg rent faktisk gjorde det: at jeg kunne blive så liderlig, at jeg rent faktisk kunne finde på det. Jeg når ikke at bebrejde mig selv mere over det før døren går op og en sygeplejerske kommer ind:
"Så er du vidst færdig og klar til at komme hjem" siger hun. Åh… Hun skulle da bare vide! Et smil spiller på mine læber. "Den unge læge glemte forresten den her" siger jeg og stikker telefonen frem mod sygeplejersken, som tager imod og lover at give den videre.
Turen hjem fra hospitalet føles uendelig lang. Den mindste lyd får mig til at tjekke telefonen i håbet om, at han skriver. Som tiden går bliver jeg mere og mere flov: gik jeg mon over grænsen? Var det for meget? Tvivlen fylder mig, men tankerne om, hvordan jeg tidligere på dagen er blevet fyldt bevirker, at jeg holder fast i håbet, og at jeg samtidig trænger til et par tørre trusser og et bad.
Da jeg endelig kommer hjem og får åbnet hoveddøren, giver min telefon lyd fra sig. Jeg smider tasken, og skynder mig at grave telefonen frem. Der er en besked: "Det beklager jeg, men forhåbentlig kan jeg fortsætte, hvor jeg slap senere?"
Der går et suk igennem mig og jeg mærker en kuldegysning løbe gennem kroppen, ned til mit skød. "Måske, hvis du kan klare mere?" svarer jeg, i et forsøg på ikke at virke lidt kæk.
Med det samme tikker der et svar ind: "Jeg har aftenvagt i dag - hvis du kommer forbi kan du jo få svaret... ;)" svarer han. Jeg er nødt til at komme forbi. Jeg må have mere. Jeg er desperat, men samtidig nervøs for, hvordan jeg overhovedet skal finde ham, og om jeg bare kan gå ind på hospitalet sådan uden videre om aftenen?
"Hvor vil du have mig?" svarer jeg og modtager straks en besked med anvisninger om, hvor og hvornår jeg kan møde op.
Mine forventninger til aftenen er stor, og jeg ved allerede nu, at fugtniveauet i trusserne nok ikke vil aftage før aftenen er overstået. Ikke desto mindre beslutter jeg mig for at lægge mig i en halv time, for jeg er godt klar over, at dagen ellers kan blive lang. Jeg plejer altid at tage bukserne af, når jeg sådan vælger at sove i eftermiddagstimerne – ellers er det så koldt at vågne igen. Derfor smider jeg dem med det resultat, at jeg for alvor bliver klar over, hvilken påvirkning, tankerne om lægens behandling tidligere den dag, har haft. Min g-streng er ikke bare våd: den er nærmest gennemblødt.
Jeg smiler lidt for mig selv og lader mine fingre glide frem og tilbage uden på trusserne et par gange, inden jeg lægger mig i sengen. Mine fingre er godt fedtede, og jeg har virkelig lyst til at fortsætte mine kærtegn, men jeg er fast besluttet på at gemme glæden til lægen senere på dagen. Da jeg lukker øjnene i forsøget på at falde i søvn, tager tankerne dog overhånd. Jeg har ingen idé om, hvad lægen har af planer for aftenen. Jeg ved bare, at jeg glæder mig, og mine forventninger begynder at danne håb om, hvad han vil foretage sig.
Vækkeuret ringer. Jeg gider ikke op, men samtidig har jeg mange ting, der skal klares, inden jeg kan tage hjemmefra igen og mod sygehuset. Jeg har ikke sovet. Jeg har lagt og tænkt. Tænkt over, hvad aftenen vil bringe. Jeg vakler søvndysset ud i badet. Min krop føles tung, og jeg er godt klar over, at orgasmen jeg fik på sygehuset, har ramt min krop hårdere, end hvad jeg i første omgang troede. Ikke desto mindre skal jeg tilbage igen senere på dagen. Jeg ved, at min småflabede optræden skulle belønnes af lægen, og jeg ved, at jeg vil få problemer med at gå bagefter. Så meget er klart.
Bruserens relativt hårde stråler rammer mit varme nedre. Jeg har smidt alt mit tøj og lader vandet vaske mit underliv grundigt, inden jeg placerer bruseren i holderen, og får badet overstået. Jeg sørger for at gøre min krop præsentabel for ham senere den dag. Det vil betyde meget for mig, hvis han bliver glad, når han ser den med endnu mindre tøj på, end jeg havde under indlæggelsen. Jeg ved virkelig ikke, hvilket tøj jeg skal tage på ind på sygehuset. På den ene side må det gerne være sexet, men samtidig skal det ikke være afslørende i forhold til, hvad mit ærinde er på sygehuset. Da jeg træder ud af bruseren, og får mig tørret, stiller jeg mig foran spejlet. Jeg betragter mine bryster lidt og berører dem kærligt, inden jeg forlader badeværelset for at finde tøj. Jeg har besluttet, at jeg først vil have tøj på, lige inden jeg skal ud af døren. På den måde er min g-streng så tør som muligt, når jeg ankommer til sygehuset, og samtidig kan det være, at åbenheden har fået fugtigheden til at aftage lidt.
Jeg ved, at jeg vil have kjole på, men jeg ved ikke helt hvilken. Jeg står længe foran bøjlestangen og kigger på min garderobe. Beslutningen falder på den sorte, klassiske kjole, som jeg ikke behøver have bh på under. Den dybe udskæring på ryggen og den tætsiddende figur fremhæver min krop på de rigtige måder. Mit undertøj består således udelukkende af en sort g-streng, der har en bred blonde om livet og i trekanten foran, så man let kan skimte min nøgne hud under den. Til kjolen sætter jeg et par sorte sandaler, der har en lavere hæl på ca. 5 cm, inden jeg tager min frakke over mig for at forlade hjemmet. Jeg er tilfreds med mit tøjvalg, da jeg sætter mig ind i bilen og kører mod sygehuset.
Endelig når jeg frem til hospitalet. Den store betonbygning tårner sig frem foran mig med det lysende neonskilt, som ikke efterlader nogen i tvivl om, hvor man er. Det fremstår lidt upassende ligefrem at glæde sig ved synet af netop denne bygning, og især når man skal ind i den. Men tanken om, hvad der skal ske derinde, og hvad der skal ind i mig, holder mig upåvirket af, hvad der ellers foregår på hospitalet.
Da jeg endelig når den rigtige afdeling og står på gangen, blive jeg hyldet ud af min egen lille verden, da en sygeplejerske kommer forbi. "Kan jeg hjælpe med noget" spørger hun smilende. "Jeg skal bare se en læge her på afdelingen" svarer jeg. Da hun spørger, hvem det er jeg skal se, går det op for mig at jeg faktisk ikke ved hvad han hedder. Jeg forsøger at svare lidt undvigende på hendes spørgsmål, og kan se hun giver op. Hun peger over mod nogle stole, hvor jeg kan sidde og vente.
Jeg sætter mig ned, og mærker med det samme at mine trusser er gennemvæddet af safter igen. Hvordan man kan være så våd hele tiden, forstår jeg ikke, og jeg er overbevist om, at jeg må være lidt speciel på det punkt. Jeg når alligevel at sidde der et stykke tid, og jeg kan mærke at nervøsiteten og spændingen i kroppen lige så langsomt stiger mere.
Men da lægen kommer ind af døren snurrer min krop sig nærmest sammen. Synet af ham sender flashbacks igennem min krop til, hvordan han behandlede mig tidligere på dagen. Professionelt og meget upåvirket af situationen hilser han, og viser mig meget formelt ind mod et af rummene. Rummet er ikke så stort: der er kun et skrivebord med en tændt computer og en briks med en form for scanner ved siden af. Ved skrivebordet står to stole. Lægen lukker døren, og gør tegn til, at jeg skal sætte mig i den ene. "Jeg kan forstå, at du ikke føler at du er blevet færdigbehandlet" Siger han formelt.
Jeg modsiger mig hans opfordring om at sætte mig og træder i stedet frem mod ham. "Det kan du tro jeg gør" svarer jeg, mens jeg holder øjenkontakt og tager et fast greb om hans halstive lem. Inden han når at svare, har jeg lynet ned og fisket det nu voksende lem frem af hospitalsbuksen. Jeg sætter mig på knæ og slikker langsomt op langs skaftet til hovedet, som jeg sluger grådigt. Følelsen af det dunkende hoved, som hele tiden udvider sig i min mund, sender små stød ned i mit allerede kampklare skød.
Med begge hænder tager jeg nu fat om den sten hårde pik, og malker den langsomt, mens jeg sutter på hovedet. Jeg skifter mellem kun at bruge en hånd og køre lidt hurtigere, og langsomt at bruge begge hænder op og ned af pikken. Lægen nyder tydeligt behandlingen, og hans små støn får mig til stramme grebet om pikken mere og sutte hurtigere. Jeg går nærmest i selvsving, da lægens nu høje støn får mig til at behandle pikken endnu hurtigere. Jeg bliver dog stoppet da lægen trækker sig væk "Jeg troede du sagde at du ville færdigbehandles" siger han med øjnene lysende af lyst og liderlighed.
Erotiske noveller skrevet af Sprogfanatikeren og Zicklein