Eftermiddagssolen lå fladt over det tomme medielokale, og støvet drev gennem lyset som fine, langsomme partikler mellem bordene. Vinduet stod på klem, så en stribe kølig luft trak ind over den gamle linoleumsbelægning og blandede sig med lugten af varm plast, papir, kaffe og sammenrullede kabler. En computer summede lavt i hjørnet, selv om skærmen var sort, og lyden lå som en tynd elektrisk brummen under alt andet. Mine sidste mapper lå stablet i en papkasse på bordet, harddiskene var pakket i bobleplast, og nøglen til lokalet lå i en kuvert ved døren. Gangen udenfor lød større end før, mere hul, som om bygningen allerede havde glemt mine skridt. Solen ramte de blanke kanter af skrivebordene og tegnede lange rektangler hen over gulvet, hvor gamle mærker fra stoleben stod som matte streger. En dør gik i langt nede ad gangen, og lyden fik min hånd til at standse om en ledning, jeg var ved at rulle sammen. Banken på døren kom lavt, kun to knoer mod træ, men den skar rent gennem rummet.
Alma stod i døråbningen med notesbogen presset mod brystet, og lyset bag hende fangede de røde krøller, så de glimtede kobberfarvet omkring hendes ansigt. Hun trådte langsomt ind og lukkede døren med et dæmpet klik, men hånden blev et øjeblik på dørgrebet, som om hun gav sig selv en sidste chance for at gå igen. “Jeg ved godt, du ikke kan ændre den,” sagde hun lavt, og stemmen havde en lille rysten, som hun pressede ned med et fast blik. “Jeg er ikke kommet for at få noget lavet om.” Jeg lagde ledningen fra mig og lod hænderne blive synlige på bordet.
Hun gik tre skridt nærmere og standsede cirka halvanden meter fra bordkanten og den hvide top fangede eftermiddagssolen i et rent, næsten køligt skær. Stoffet var tyndt, men tæt vævet, glat over maven og strammet let hen over brystpartiet, hvor hendes store bryster trak stoffet frem i tunge, bløde kurver uden at hun syntes at tænke over det. Hendes BH satte tydelige spor under toppen skabte horisontale folder ved siden af brysterne og gav en rolig tyngde, der bevægede sig fast, når hun trak vejret ind. Den lange, hvide plisserede nederdel faldt fra taljen i smalle, skarpe læg og gav hendes skikkelse en stille strenghed, som stod i kontrast til den varme rødme ved halsen og den måde krøllerne lå løst omkring hendes rundere ansigt. Jeg tvivlede på, at hun selv forstod, hvor meget hendes krop havde ændret sig over de sidste måneder, eller hvor svært det var ikke at registrere den måde toppen lå tæt over hende på, selv når hun stod med notesbogen som et skjold. De små folder under hendes øjne faldt som en karakterfuld detalje i det bløde ansigt. Jeg tvang blikket op fra stoffets spændte hvide flade til hendes øjne. “Fordi din kommentar ikke passer med syvtallet,” sagde hun bestemt, og hendes tommelfinger gled frem og tilbage over notesbogens slidte ryg. “Du skrev, at filmen havde et klart blik, et stærkt lydligt greb og en usædvanlig tydelig personlig stemme.” Hun løftede hagen en anelse, og de blege øjne slap ikke mit ansigt. “Så skrev du, at der manglede teknisk kontrol, men du nævnte ikke hvor.”
Jeg tog en langsom indånding, og lugten af støv og varm plast blev pludselig skarpere. “Der var nogle formelle krav,” forklarede jeg lavt, men ordene faldt fladt ned mellem os. Alma åbnede notesbogen, bladrede til en side med tætte notater og lagde den på bordet uden at slippe den. “Så vis mig dem,” sagde hun.
Jeg så ned på siden, hvor hun havde skrevet tidskoder, lydvalg, billedbeskæringer og små korte forklaringer i en mørk, ujævn håndskrift. Hendes finger standsede ved en linje om spejlsekvensen, og neglen trykkede let mod papiret, så siden buede. “Her brugte jeg håndholdt kamera, fordi billedet skulle virke ustabilt,” forklarede hun roligt. “Her fjernede jeg musik, fordi blyanten skulle være rytmen.” Hun flyttede fingeren længere ned og så op på mig. “Og her lod jeg skyggen gå ind i de andres skygger, fordi opgaven handlede om at være sig selv og en del af noget større.” Min mund blev tør, og jeg flyttede blikket mod vinduet, hvor solen lå hvidt på karmen. “Du forstod opgaven,” indrømmede jeg hæst. Hendes skulder rykkede næsten umærkeligt, som om sætningen ramte hårdere, end hun havde ventet.
“Hvorfor syv?” spurgte hun lavt. Jeg foldede hænderne foran mig, men fingrene gled fra hinanden igen, fordi de ikke kunne finde ro. “Fordi filmen ramte mig på en måde, jeg ikke håndterede ordentligt,” sagde jeg. Hun trak vejret gennem næsen, og brystkassen hævede sig under cardiganen, mens hun ventede på resten. “Som underviser skulle jeg have set arbejdet klart,” fortsatte jeg, “men jeg blev usikker på mit eget blik.” Alma stod helt stille, men hendes kinder fik en dybere farve, og blikket gled kort ned til notesbogen. “Så du straffede filmen, fordi den virkede,” sagde hun forsigtigt. Jeg svarede ikke med det samme. Computeren i hjørnet summede videre, og den lave lyd gjorde min tavshed større.
Hun slog blikket ned og lo kort, skævt og flovt. “Hvem skal man bolle med for at få en ordentlig karakter?” mumlede hun. Ordene nåede knap nok ud i rummet, før rødmen steg op over hendes hals og bredte sig til kinderne. Hun rystede straks på hovedet og tog et halvt skridt tilbage. “Undskyld,” hviskede hun hurtigt. “Det var dumt. Det var bare noget, man siger.” Jeg rettede mig op og talte fastere. “De ting har vist heller ikke noget med hinanden at gøre. Alma.” Hun så op på mig, og rødmen blev stående i huden som en varm, synlig plet.
"Det var jo heller ikke sådan ment...", hun rystede langsomt på hoved. Hun så eftertænksom ud. Noget i hendes udtryk ændrede sig fra flovhed til en mere samlet nysgerrighed. “Ville det gøre en forskel?” spurgte hun lavt grin. Jeg rystede på hovedet med det samme. “Nej, nej.” Jeg kunne ikke fornemme om hun tog gas på mig Hun lod notesbogen hvile mod bordet, og fingrene slap den én efter én. “Ikke bare lidt?” spurgte hun. “Ikke nogle steder,” svarede jeg fast. Alma holdt vejret et øjeblik, og hendes skuldre faldt en centimeter ned, som om en spænding gled ud af dem. “Hmm,” sukkede hun.
Hendes notesbog lå åben på bordet som et bevis, hun ikke længere behøvede at pege på. Alma så ikke væk fra mig, men hendes blik flyttede sig en enkelt gang ned til mine hænder, der lå for tæt samlet ved bordkanten, før det gled tilbage til mit ansigt. “Var det min film, du vurderede,” spurgte hun lavt, “eller var det mig?” Jeg åbnede munden, men den første formulering blev hængende et sted i halsen, fordi den lød som en rapport og ikke som et svar. “Jeg vurderede opgaven,” sagde jeg fast, og min stemme blev en anelse for tør. Hun nikkede langsomt, og hendes tommelfinger blev ved med at glide hen over papirets kant. “Det er sådan noget, du siger, når du underviser,” mumlede hun, ikke fornærmet, mere undersøgende. “Jeg spørger ikke, hvad du burde have gjort. Jeg spørger, hvad du gjorde.”
Jeg trak stolen en centimeter tilbage uden at rejse mig, og den lille lyd mod linoleummet fik hendes skuldre til at samle sig, som om selv den bevægelse svarede hende. “Alma, vi skal holde det her fagligt,” sagde jeg lavt. Hun lod blikket falde til bordet, hvor sollyset lå over hendes tidskoder, og et kort smil trak i den ene mundvig uden at nå øjnene. “Det prøver jeg også,” svarede hun forsigtigt. “Min film handlede om at blive set, og du så den så meget, at du ikke kunne bedømme den rigtigt.” Hun tog notesbogen op, men i stedet for at presse den mod brystet holdt hun den løst ned langs siden, så der ikke længere var noget mellem os. Afstanden var stadig næsten den samme, måske halvanden meter, men rummet føltes mindre, fordi hun havde fjernet sit skjold. “Er det ikke fagligt relevant?” spurgte hun, og den lille rysten i stemmen gjorde spørgsmålet skarpere.
Hun blev stående cirka halvtreds centimeter fra bordkanten, og hendes blik gled fra mit ansigt til mine hænder og tilbage igen. Hun lignede en filminstruktør som vurderede sin scene. Solen ramte støvet mellem os, og de små partikler bevægede sig langsomt, som om rummet trak vejret omkring hendes næste ord. “Prøv at rejse dig,” sagde hun forsigtigt, men stemmen havde en fast kerne. Jeg blev siddende et øjeblik, og mine hænder greb om bordkanten. “Hvorfor?” spurgte jeg. Hun tog et skridt nærmere, så der kun var tredive centimeter mellem hendes knæ og mine. “Fordi jeg vil se, om du kan være ærlig uden at gemme dig bag bordet,” hviskede hun. Jeg så på hendes hænder, der stadig ikke rørte mig.
Jeg rejste mig langsomt, og stolen gled tilbage over linoleummet med en tør, ru lyd. Alma stod så tæt på, at kanten af hendes cardigan næsten strejfede min skjorte, men hun lod stadig hænderne blive ved sin egen krop. “Det er jo dig som er underviseren,” hviskede hun. Hendes stemme dirrede på ja, og den lille dirren gjorde hendes mod mere tydeligt end ordene. “Ja,” svarede jeg lavt. Hun så på mig i to sekunder uden at røre sig. Først da løftede hun hånden og lagde fingerspidserne ved min buksekant. Hun ventede og derefter åbnede hun knappen med en langsom, præcis bevægelse.
Lynlåsen gled ned med en lav metallisk lyd, og min vejrtrækning blev hørbar i det stille lokale. Alma så ikke væk, mens hun trak stoffet nok til side til, at min pik lå varm og stiv mod åbningen i bukserne. Hun lod hånden hvile ved kanten af stoffet uden straks at gribe om mig, og den pause gjorde rummet mindre, tættere, mere mættet af støv, sol og den elektriske brummen fra computeren. “Du skal stadig svare,” hviskede hun. Jeg forsøgte at samle blikket på hendes ansigt, men hendes fingre lå kun få centimeter fra min hud. “På hvad?” spurgte jeg hæst. Hun bøjede sig en anelse frem, så hendes ånde ramte min mave gennem skjorten. “Om filmen var til syv.” Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik, og bordkanten pressede hårdt mod mine håndflader. “Nej,” indrømmede jeg.
Alma sank ned foran mig, langsomt og uden hast, til hendes knæ rørte linoleummet, og den lange, hvide plisserede nederdel foldede sig ud omkring hende i smalle, præcise læg, der gled fra hinanden over hendes lår. Stoffet raslede lavt mod gulvet, da hun flyttede vægten, og kanten skubbede en fin stribe støv gennem sollyset, mens hendes ene hånd fandt balance mod mit ben. Den hvide top trak sig en smule op ved taljen, da hun sænkede kroppen, og den glatte bomuldsjersey spændte over hendes brystkasse i takt med hendes rolige vejrtrækning. De tynde stropper blev liggende over skuldrene, men den ene gled en halv centimeter ind mod halsen, da hun løftede hagen og så op på mig. Sollyset lå på den ene side af hendes ansigt, hvor fregnerne blev tydelige over næseryggen, og de små folder under øjnene blev stående i det varme, skrå lys. “Du kan jo bare stoppe mig,” hviskede hun med lav, rolig stemme, og hendes blik blev ved mit ansigt. “Ja...” svarede jeg hæst. Hun tog min pik i hånden, først med et forsigtigt greb om skaftet, og hendes fingre lå varme mod den spændte hud, mens nederdelens læg samlede sig tættere omkring hendes knæ. Tommelfingeren gled op mod pikhovedet og standsede ved den følsomme kant, hvor en blank dråbe allerede havde samlet sig, og toppen bevægede sig svagt over hendes ribben, da hun trak vejret ind gennem næsen. Hendes tunge rørte glansen let, næsten spørgende, og hendes øjne blev ved mit ansigt, mens stoffet over hendes brystkasse løftede og sænkede sig i små, kontrollerede bevægelser. Da hendes læber lukkede sig om pikhovedet, slap der et lavt suk ud af mig, og nederdelens hvide folder lå spredt over linoleummet som et stille, lyst felt i solstriben mellem os.
Hendes tunge nærmede sig langsomt pikhovedet, men standsede lige før huden; hun lod først læberne lukke sig uden at ramme mig, som om hun øvede bevægelsen i tom luft, og trak så vejret ind gennem næsen, mens blikket kort søgte op mod mit ansigt for at aflæse mig. Den første berøring var næsten ingenting, et fugtigt strøg hen over glansen, hvor hun straks trak sig tilbage igen, som om hun lige skulle smage beslutningen, før hun turde tage den. Hun lod derefter pikhovedet hvile mod underlæben, pressede det forsigtigt ind, så den glatte spændte hud gled mod hendes matte, bløde mund, og hånden strammede ubevidst om skaftet, hver gang hun kom for tæt på. Et lille, forsigtigt kys midt på glansen, endnu en pause; hun sank en gang, halsen bevægede sig tydeligt, og hendes krøller gled frem omkring kinderne, da hun bøjede hovedet en anelse mere. Så lod hun endelig munden lukke sig rigtigt om pikhovedet, ikke dybt, men med en kort, tøvende sugen, som om hun testede hvor meget hun turde tage, og varmen fra hendes mund lå som en pludselig, intens cirkel omkring kanten. Jeg stønnede lavt og opmuntrende, lyden løb ud mellem mine tænder, og hendes skuldre gav sig en anelse, som om netop den lyd fik noget i hende til at løsne sig. Hun gled hurtigt af mig igen, åndede ud gennem munden, og spidsen af tungen strøg nervøst hen over hendes egen underlæbe, før hun så op og hviskede med en lille, usikker latter: “Er jeg bare fjollet?”
Hun tog forsigtigt pikhovedet i munden igen, denne gang en smule længere ind, lod læberne lukke sig om den øverste del og sugede en anelse mere målrettet, mens hånden holdt skaftet stille, så jeg ikke gled dybere, end hun selv valgte; min krop gav et kort ryk, og et mere hæst støn slap ud, før hun trak sig væk endnu en gang, lod den våde glans slippe hendes læber med et lille klik. “Du skrev, at min film havde mod,” mumlede hun stille, mens tommelfingeren gled frem og tilbage hen over den fugtige kant ved pikhovedet, og hendes blik blev liggende på min. Hun sænkede hovedet igen, lod tungen følge undersiden af glansen i en ujævn bevægelse, inden hun endnu en gang lod læberne glide ned over mig; den varme ring af mund bevægede sig en smule mere flydende nu, selv om rytmen stadig var hakket, som om hun mærkede efter trin for trin, hvor langt hun turde gå. Mit støn blev dybere, næsten et lavt gisp, da hun trak sig op ad skaftet, og da hun slap mig igen, lod hun hånden blive om roden og hviskede lavt, med en mere fast klang i stemmen: “Så hvor blev dit mod af?” Hun bøjede sig frem endnu en gang, lagde munden om mig i en lidt længere, mere flydende bevægelse, lod tungen trykke mod den følsomme underside, mens hendes ene hånd støttede mod mit lår; da hun trak sig fri, og den kølige luft igen ramte den våde hud, så hun op på mig med røde kinder og tilføjede, næsten spørgende: “Er det her mere ærligt end syvtallet var?”
Hun tog mig dybere i munden efter den sætning, ikke hurtigt, men med en tydeligere beslutning i kroppen. Hendes ene hånd lå om roden, den anden støttede mod mit lår, og hendes fingre strammede let, hver gang hun trak sig tilbage. De våde lyde blev blødere og mere regelmæssige, og min puls slog hårdt ved halsen. Min telefon vibrerede pludselig i min jakkelomme på stolen, en kort, hård summen mod træet, og Alma standsede med læberne omkring pikhovedet. Hun så op på mig uden at slippe helt, og hendes blik spurgte mere end hendes mund kunne. “Lad det nu ligge,” hviskede jeg. Hun blinkede langsomt, slap mig med et svagt sug og smilede næsten ikke. “Det føles mere ærligt nu,” mumlede hun.
Hun fortsatte, og jeg forsøgte at koncentrere mig om hendes spørgsmål, selv om hendes mund gjorde hvert svar ujævnt. “Var den til ti?” spurgte hun, efter hun havde trukket sig tilbage nok til at tale. Jeg trak vejret tungt og så ned på hendes ansigt, hendes røde krøller, hendes hånd om min pik, den mørke notesbog på bordet bag hende. “Ja,” sagde jeg. Hun lod tungen cirkle langsomt om glansen og holdt blikket op mod mig. “Måske mere?” hviskede hun. Mine hofter rykkede frem, men hendes hånd på mit lår bremsede bevægelsen med et fast tryk. “Måske tolv,” indrømmede jeg. “På mod, blik og formidling.”
Da udløsningen nærmede sig, stoppede hun helt. Hendes hånd blev siddende om skaftet, men munden trak sig væk, og den køligere luft ramte den våde hud. Jeg stønnede lavt og greb hårdere om bordkanten, mens hele kroppen stod spændt i pausen. Alma så op på mig med røde kinder og blanke læber, og hendes stemme var lav, men fast. “Ikke en bedre karakter,” sagde hun. “Den rigtige forklaring.” Jeg sænkede hovedet, og skammen lå varmt i ansigtet. “Jeg gav dig syv, fordi filmen tændte noget i mig, jeg ikke kunne rumme,” sagde jeg hæst. “Jeg lod dig betale for min skam.”
Alma blev helt stille, og hendes hånd slap mig ikke, den lå stadig om skaftet som en varm manchet, der holdt mig på plads. Støvet drev tungt gennem solstriben foran os, computeren summede uforstyrret videre i hjørnet, og den åbne notesbog lå som et mørkt rektangel på bordet, præcis dér hvor hun havde lagt den. “Det skulle du have sagt,” hviskede hun til sidst, stemmen var lav men uden drilleri, mere som en blød konstatering. Jeg nikkede, for tæt på til at kunne gemme mig i faglige formuleringer. “Ja.” Hun sank en gang og så op på mig, mens hendes tommelfinger gled langsomt hen over pikhovedets våde kant. “Jeg lavede også filmen til dig,” indrømmede hun, de blege øjne blev stående i mine. “Jeg ville vide om du så mig. Jeg håbede du nød den.” Varmen voksede op gennem min hals, og jeg trak vejret tungt ned gennem næsen. “Det gjorde jeg,” sagde jeg, stemmen sprød. “Alt for meget.” Et lille ryk gik gennem hendes skuldre, mere som en stille registrering af magten i den viden; hendes fingre strammede kort om min pik, inden hun bøjede hovedet igen.
Hun lukkede munden om mig uden flere ord, som om min indrømmelse havde lukket en kreds, hun havde ventet på, og varmen fra hendes læber slog ind omkring pikhovedet med en næsten chokagtig intensitet. Hånden ved roden fandt en jævn, langsom rytme, mens tungen gled fladt mod undersiden af glansen, frem og tilbage hen over det følsomme bånd, der fik hele min krop til at spænde. Jeg stønnede lavt, hofterne gav sig en centimeter frem, og hun fulgte bevægelsen, lod mig glide dybere ind til kanten af den bløde gane, før hun trak sig en anelse tilbage, så kun den øverste del af skaftet var i hendes mund. Det første stød af sæd kom hurtigere end jeg nåede at advare, en varm, tyk strøm der eksploderede i små ryk, og hun gispede svagt omkring mig, men holdt læberne sluttet tæt om skaftet. Den varme væske fyldte hendes mund i tunge pulsslag, glinsede over pikhovedet og pressede sig frem mellem hendes tunge og ganen, mens hun trak vejret gennem næsen i korte, kontrollerede sug, så brystkassen arbejdede under toppen. Hun samlede det hele, slugte i små, forsigtige bevægelser, som om hun passede på ikke at bide, og hver synk sendte en ny bølge af efterrystelser gennem min pik og op i maven. En enkelt dråbe slap ud ved mundvigen og løb ned over hendes hage; hun slap mig langsomt, lod læberne glide af glansen med et vådt suk, og samlede droppen op med spidsen af tungen, før hun sank den sammen med de sidste rester. Til sidst kyssede hun pikhovedet let, næsten ømt, og strøg med tommelfingeren over den følsomme åbning, mens hun hviskede roligt, næsten tilfreds: “Jeg synes det blev en god film.” Derefter tørrede hun diskret læberne med håndryggen, rejste sig i en rolig bevægelse, og lod hånden slippe mig, mens min krop stadig rykkede svagt i de sidste efterveer.
Mine hænder slap bordkanten én finger ad gangen, og de blege mærker efter trykket stod et øjeblik som små, aflange felter på huden, mens blodet langsomt vendte tilbage; jeg trak vejret dybt ind gennem næsen, den blandede duft af støv, varm elektronik og noget mere kropsnært hang tungt i rummet. Alma bøjede sig roligt ned, samlede notesbogen op fra bordet og lukkede den med et blødt smæld, før hun lagde den fladt mod brystet igen, præcis som da hun kom ind, og rødmen lå stadig som en varm skygge hen over kinderne, selv om blikket nu var roligere og mere målt, næsten som om hun betragtede scenen udefra. Jeg hev bukserne op omkring hofterne med en stiv, lidt klodset bevægelse, fik lynlåsen halvt i, mens skjortens kant gled ned over bæltet, og knapperne føltes pludselig for små mellem fugtige fingre; stoffet raslede dæmpet, da jeg trak t-shirten på plads og strøg håndfladen hurtigt hen over forsiden for at udviske de værste folder. Hun gik mod døren, nederdelens plisserede læg gled lydløst hen over linoleummet og samlede en smal stribe støv i solstriben, inden hun standsede med hånden på grebet og drejede hovedet en anelse, så jeg igen så de små folder under øjnene, der lagde alder og erfaring ind i det runde ansigt. “Jeg glæder mig til eksamen,” sagde hun lavt, munden krummede sig i et lille, skævt smil, der hverken var helt venligt eller helt udfordrende, mere som en konstatering, hun lagde midt imellem os. “Hvis du har input, så hører jeg det gerne,” tilføjede hun, og fingrene blev liggende et sekund længere om dørhåndtaget, før den gav sig under hendes vægt.
Døren åbnede indad lige da jeg slap t-shirtens nederste kant, og forstanderen trådte ind, hendes skridt gav en tør lyd mod linoleummet, mens hun passerede tæt forbi Alma; hun sendte hende et kort blik, vendte sig halvt om, fulgte hendes ryg et øjeblik, inden hun lod øjnene glide tilbage til mig og rystede langsomt på hovedet, som om der var noget hun fornemmede uden at ville sætte ord på det. “Vi skal have styr på eksamensplanlægningen,” sagde hun, stemmen neutral men lidt for høj til den lille scene, og jeg nikkede, lagde hånden på den nærmeste papkasse for at have noget at holde fast i, mens eftermiddagssolen stadig lå fladt over bordene og lod støvet danse tungt mellem os.
Erotiske noveller skrevet af MrJay