INTRODUKTION
En tommelfinger ud mod en motorvej og ender med en mand, der åbner en dør i Sitges – ikke bare for andre, men for sig selv. Det er historien om Rasmus: en ung mand, der rejser sydpå med kroppen som kompas og begæret som drivkraft.
Undervejs møder han mænd, der rører ham – i begge betydninger – og han lader sig forme, udfordre, fylde og forføre. Ikke som en, der flygter, men som en, der søger noget ægte. En erotisk, sanselig og varm fortælling om frihed, overgivelse og den intime kraft i at sige ja. Ja til mødet. Ja til kroppen. Ja til øjeblikket.
NOVELLEN
Det var en varm formiddag i Hamborg, da Rasmus stak tommelfingeren ud ved udkørslen mod syd. Han var 26, solbrændt fra en sommeruge i Danmark, og hans rygsæk bar kun det mest nødvendige: shorts, en tandbørste, og hans slidte dagbog. Målet var Sitges – den solrige spanske kystby, hvor han havde hørt, at sommeren aldrig slutter, og mænd møder hinanden med et blik, en berøring, en drink i hånden og intet mere.
Han ville igennem Europa, én bil ad gangen, én mand ad gangen.
Den tyske arkitekt – A7 mod Würzburg
Det var kun gået en halv times tid, før en sort Audi A6 svingede ind i nødsporet ved afkørsel 36, syd for Hamborg. Rasmus smed rygsækken ind på bagsædet og satte sig ind med en taknemmelighed, han ikke forsøgte at skjule. Airen kærtegnede hans svedige hud. Føreren rakte hånden frem.
“Henrik,” sagde han. “Arkitekt. Frankfurt.”
Han var i begyndelsen af fyrrerne. Elegant, men uden at prale. Skarp skægstubbe, mørkeblå skjorte, og man kunne skimte dyrt urværk på hans solbrune håndled. Han havde de der intense, observante øjne, som straks fik Rasmus til at rette sig lidt op i sædet og smile en smule mere bevidst.
“Rasmus. Danmark. På vej til Sitges.”
“Ah… gay paradise.” Henrik smilede skævt. “You travel alone?”
“Always.”
“Freedom, then.”
“Something like that.”
Henrik kørte hurtigt, selvsikkert. Motorvejen gled under dem, og Rasmus nød fornemmelsen af fart, frihed – og at blive betragtet. Henrik kastede gentagne blikke mod hans lår, hvor shortsene havde trukket sig op. Rasmus mærkede, hvordan stemningen begyndte at krible.
De talte om arkitektur, Berlin, rejser og mænd. Henrik havde været gift. Med en mand. I syv år. Nu boede han alene i en penthouse i Frankfurt og brugte weekenderne på at køre væk – eller samle noget op.
“Du er ikke bange for at tage med fremmede?” spurgte Henrik, da de havde kørt i en halv time.
“Er du farlig?”
“Kun hvis du beder mig om det.”
Rasmus lo. Der var ikke behov for flere ord.
Henrik skiftede bane, blinkede af og kørte ind på en rasteplads ved en lille skov. Han parkerede bag en lang række lastbiler og slukkede motoren. Blikket var intenst. Prøvende.
“Kom,” sagde han, og åbnede døren.
De satte sig om på bagsædet. Mørket og læderet omfavnede dem. Henrik satte sig tæt på, strøg fingerspidserne over Rasmus’ hals. Den modne selvtillid i bevægelserne, det langsomme tempo, gjorde Rasmus hård næsten med det samme. Henrik lænede sig ind, kyssede ham roligt, med dybde. Tungen bevægede sig som en designer, der kendte hvert hjørne af et rum, og Rasmus bød ham velkommen.
Henriks hænder var store og faste. Han knappede Rasmus’ skjorte op uden hast, lagde læberne mod hans brystvorte og suttede med en erfaring, der tændte noget dybere i Rasmus. Hånden fandt vej ned i shortsene, hvor han tog om den stive pik med rolig, krævende greb.
Rasmus stønnede lavt. Lænede sig tilbage. Gav slip.
Henrik skubbede hans shorts ned til knæene og begyndte at slikke ham med en teknik, der fik Rasmus til at glemme alt andet end den våde varme, den rytmiske tunge, og de bløde læber. Hver bevægelse var kontrolleret, men dybt liderlig. Han tog ham helt ned, igen og igen, med hænderne om Rasmus’ hofter, som om han ejede ham nu.
Da Rasmus nærmede sig, stoppede Henrik. Så ham i øjnene. Læberne skinnede af spyt.
“Nu er det min tur,” sagde han hæst.
Han vendte Rasmus om, trykkede ham ned mod sædet. Med en finger fugtet af både spyt og olie fra en lille flaske i dørlommen, arbejdede han sig forsigtigt ind. Først én, så to. Rasmus gispede. Henrik tog sig god tid, trak vejret tungt, og da han endelig gled ind, var det med en stønnende tilfredsstillelse.
Der var intet hastigt eller brutalt – kun rytmisk, intens bevægelse, hvor deres svedige hud mødtes i et glødende tempo. Hvert stød kom med præcision, som om det var en tegning, han lagde stregerne til med sin krop.
Rasmus stønnede højt, ufiltreret. Det rungede i kabinen, mellem lædersæder og optrukne vinduer.
De kom næsten samtidigt – Henrik først, med et lavt brøl, der skælvede i brystet, og Rasmus kort efter, med kroppen bueformet i forløsning. Stilheden bagefter var tung, tilfreds, næsten meditativ. De lå lidt, før Henrik rakte ud efter nogle servietter og en flaske vand.
“Du er godt selskab,” sagde han. “Skal vi tage et stykke mere af vejen sammen?”
Rasmus smilede. “Gerne. Hvis du kører. Og tager dig lidt af mig igen senere.”
Henrik startede bilen. Motorens dybe brummen passede perfekt til den summende fornemmelse i Rasmus’ krop.
Den unge franske backpacker – Lyon
Rasmus var 26. Født i Svendborg, flyttet til København for at læse sociologi, men aldrig færdig. Studierne blev for stive, tankerne for mange. Han havde altid søgt kroppen som vej – til forståelse, til lindring, til forbindelse.
Da han droppede ud, var det uden dramatik. Han pakkede rygsækken, lukkede lejligheden ned, og begyndte at blaffe. Først rundt i Danmark. Så Tyskland. Nu videre.
Det var ikke flugt, præcis. Men han jagtede noget. Noget ægte. Hver mand, han mødte, gav ham et glimt. Et blik. En smag. En retning. Og når de gav ham et lift og en orgasme, følte han sig levende. Forbundet. Ikke ejet, ikke forpligtet – bare delt.
I Lyon steg han ud ved en benzinstation. Henrik havde efterladt ham med et kys og et visitkort:
“Hvis du ender i Frankfurt på vej tilbage.”
Han grinede. Der var ingen plan om at vende tilbage endnu. Kun videre. Sydpå.
Ved stationen sad en fyr med en guitar. Kort mørkt hår, en løs tanktop og slidte jeans med et hul ved knæet. Han havde fregner, solbrændt hud og øjne, der straks fangede Rasmus’, da han passerede.
“Salut,” sagde drengen. “Tu parles anglais?”
“Enough,” sagde Rasmus. “You travelling too?”
“Oui. Jules. I’m going to Avignon. Or maybe the sea.”
De snakkede lidt. Jules var 22, studerede litteratur i Paris, men havde brug for at være væk fra alt. Ingen telefon, kun guitaren, sin notesbog og kroppen i bevægelse. Rasmus følte genkendelsen med det samme – den dér rodløshed, som ikke var flugt, men søgen.
De besluttede at tage toget til Lyon sammen, og fandt en gratis park at sove i, blandt andre rejsende og unge. Jules kendte stedet. Det var et grønt hjørne midt i byen, hvor ingen stillede spørgsmål.
De lagde sig på deres tæpper og drak rosé fra en plastikflaske, mens Jules spillede bløde akkorder. Månen var rund, og luften var tung af pollen og varme asfaltdufte.
“You’re very calm,” sagde Jules pludselig. “But you look… hungry.”
“Hungry?”
“For skin. For feeling.”
Rasmus smilede. “Maybe. Maybe I feed on kisses.”
Jules lagde guitaren fra sig og lænede sig ind. Der var ikke meget tøven – kun nysgerrighed. Hans læber var bløde, næsten forsigtige. Rasmus tog imod dem, åbnede sig. Deres kys blev længere, mere våde. Hænderne begyndte at vandre.
I mørket af et telt uden teltdug, under åben himmel, lagde Jules sig ovenpå ham, og deres tunger fandt hinanden. Rasmus mærkede Jules’ krop – ung, fast, slank. De pressede deres hofter mod hinanden, pik mod pik gennem lag af stof. Jules gned sig rytmisk, og Rasmus stønnede lavt.
Snart trak de deres shorts ned. Jules havde ingen underbukser. Rasmus lod hånden glide om hans stive pik og mærkede varmen, pulsen, længslen.
“You want to?” hviskede Jules.
“Yes. Here. Like this.”
Rasmus lagde sig på ryggen, trak knæene op. Jules fugtede to fingre med spyt og var nænsom – virkelig nænsom – da han trængte ind. Hans bevægelser var bløde og uerfarne, men fulde af følelse. Han stønnede, da han gled helt i bund, og Rasmus greb om hans hofter for at guide tempoet.
Det var ikke hårdt. Det var elektrisk. Deres øjne forblev åbne. Rasmus læste alt i Jules’ ansigt – nervøsiteten, rusen, ekstasen. Og Jules så Rasmus tage imod det, åbne sig, tage ham ind.
Da de kom, skete det næsten samtidig, med Jules’ pik pumpende dybt inde i ham, og Rasmus’ egen sprøjtende mellem deres maver.
Efterfølgende lå de længe og åndede i takt, fugtige og tilfredse. En kat strejfede forbi teltdugen. En anden fyr spillede stille musik på en bluetooth-højtaler længere væk.
“Je t’aime un peu,” hviskede Jules.
Rasmus grinede. “Just a little?”
“Just tonight.”
De sov tæt, slynget om hinanden. Jules duftede af mandelolie og græs. Rasmus sov tungt, og da han vågnede næste morgen, var Jules væk – men havde efterladt en linje skrevet i notesbogen:
“For your journey. You take people in. That’s your gift.”
Rasmus pakkede sammen. Tog sin rygsæk på. Og stak tommelfingeren ud igen.
Rasmus havde aldrig været en fyr, der fandt tryghed i det, man kunne læse sig til. Teorier, systemer, planer – det gled af ham som regn på varm hud. Men når nogen så på ham med et blik, der talte begærets sprog, så tændtes noget i ham. Noget han ikke helt kunne styre. Ikke dengang. Ikke nu.
Hans første oplevelser med mænd var i gymnasiet. I mørket under fester. I blikke over bordtennisborde. I et telt på Roskilde Festival, hvor en hånd fandt vej under soveposen, og to teenagedrenge holdt vejret, mens de onanerede hinanden langsomt, frydefuldt, stumt.
Men det var først i starten af tyverne, efter han flyttede til København, at han for alvor gav slip. Først forsigtigt – via apps, møder i parker, en hurtig hånd i en mørk bar. Han var lækker, det vidste han godt. Den slanke, smidige krop, det rolige blik, de lidt fyldige læber. Mænd ville have ham. Og han kunne lide at give dem det.
Men han opdagede også hurtigt, at det ikke var selve orgasmen, han søgte. Det var stemningen. Overgivelsen. Det at blive læst, rørt, begæret – men uden krav, uden binding. Ikke tomhed, men åbenhed.
Han fandt ud af, at han kunne mærke sig selv gennem andres hænder.
Han prøvede mere og mere. Han nød at blive taget – blidt, hårdt, langsomt. Han opdagede, at han tændte på at åbne sig, at give kroppen frit, så den anden kunne læse og forme ham. Han prøvede bondage, slap, deepthroat, public play – men altid med den intuitive sans for, hvem der var til at stole på. Han kunne mærke det i første håndtryk, i første blik.
Og han opdagede, at han selv kunne tænde mænd ved at give dem lov. Ved at være den, der sagde ja, der slap kontrollen. Det blev en slags magt – uden at være dominerende. Det var hans gave. At han turde.
Derfor blev blafningen også mere end bare transport. Det blev en livsform. Hver bil var en mulighed. Hver chauffør en potentiel elsker. Nogle var unge og nysgerrige. Nogle ældre og erfarne. Nogle stille, nogle vilde. Og han tilpassede sig – uden at miste sig selv.
Han gav ikke kroppen væk for at få noget. Han delte den – som en måde at rejse videre på. Som et sprog. En dans. En åbning.
Den italienske lastbilchauffør – Milano til Ventimiglia
Lastbilen var enorm. Sølvfarvet, med blå striber og et gammelt Fiat-logo på fronten. Den holdt parkeret bag en tankstation syd for Milano, hvor Rasmus havde siddet med espresso og sin dagbog.
Marco kom gående med oliesmuds på hænderne og en hvid tanktop, der strammede over hans solide brystkasse. Gråsprængt skæg, varme øjne og et blik, der dvælede et halvt sekund for længe på Rasmus’ bare knæ.
“You go south?” spurgte Rasmus.
Marco nikkede. “Ventimiglia. Border.”
“Can I come?”
Marco smilede, nikkede. “If you sit close.”
Kabinen duftede af læder, tobak og kaffe. De første kilometer talte de ikke meget. Rasmus kiggede på Marcos hænder på rattet. Kraftige, langsomme bevægelser. Trygge. Og da Marco lod sin højre hånd hvile på Rasmus’ lår i en kurve ved Genova, svarede han ved at lægge sin over.
Der var en rastløs spænding mellem dem nu. En langsom elektrisk gliden.
“Ti piace essere toccato?” spurgte Marco.
“Yes. I like to be used a little.”
Marco så på ham. “Ah. Così.”
Han drejede af mod en afsides rasteplads ved et skovområde. Solen stod lavt, kabinen blev gylden. Han slukkede motoren. Tavshed. Et langt blik. Så lænede han sig over, lagde hånden om Rasmus’ nakke og kyssede ham – fast, varm, dominerende.
Det var som at blive holdt på én gang og indtaget. Rasmus svarede med sin krop. Lagde hånden på Marcos bryst, kærtegnede det dækkede hår, den faste muskulatur, og gled ned til lænden, hvor han mærkede spændingen i ham.
Marco knappede sit bælte op. “Take it,” sagde han stille.
Rasmus bøjede sig ned, åbnede lynlåsen og lod den tunge, duftende pik glide ud. Han tog ham i munden med rolig intensitet, lod tungen arbejde, mens Marcos hånd hvilede i hans nakke.
“Bravo,” mumlede Marco. “You’re good at this.”
Rasmus mærkede, hvordan Marco tog mere og mere kontrol – trykkede ham længere ned, holdt ham fast. Rasmus elskede det. Gav sig hen, åbnede halsen, lod sig bruges.
Da Marco havde fået nok, løftede han ham op, vendte ham forsigtigt om i sædet, trak hans shorts ned og spyttede i hånden. Han brugte to fingre til at åbne ham, langsomt og insisterende.
“You like it strong?”
“Yes. Give me everything.”
Marco gled ind med en brummen, der fik hele kabinen til at vibrere. Han tog ham i lange, dybe stød. Holdt om hans hofter. Kyssede hans ryg. Og da Rasmus spændte op og kom ud over sædet, stønnede Marco højt og pumpede sig dybt ind i ham, med et stød, der fik Rasmus til at skælve.
De blev siddende længe, krop mod krop, svedige og åndende.
Marco sagde til sidst:
“You ride well. Like a road made for me.”
Rasmus smilede, tændte en cigaret og så solen gå ned over bjergene.
“Maybe I am,” sagde han.
Sitges var begyndt som en drøm. En idé nævnt i en sauna i København, hvisket mellem to mænd i dampen, hvor alt var anonymt og ærligt.
“Der findes en by, hvor mænd elsker frit. Hvor du kan gå hånd i hånd, kneppe på stranden, danse hele natten og vågne op til havet og nye læber.”
Rasmus havde aldrig været der. Men bare ordet Sitges summede i ham som noget næsten mytisk. Et sted hvor kroppen ikke var noget, man skjulte – men viste frem. Hvor man blev læst på sin lyst, ikke sin status. Hvor øjne mødtes i barer, på trapper, i gyder – og alt kunne ske.
Men mere end sex – han håbede, at Sitges også rummede noget andet: Ro. En følelse af at høre til. Ikke i en lejlighed, eller i et arbejde, men i det blik, en mand kunne give dig om morgenen. Noget varmere end kroppen. Et sted, hvor han kunne lande, uden at holde op med at rejse.
Han ville ikke slå sig ned. Ikke endnu. Men han ville mærke, hvordan det føltes, hvis nu han gjorde det. Han længtes efter at blive mødt af nogen, der så ham – ikke kun som en fristelse, men som en mulighed.
Han havde skrevet i sin dagbog i Lyon:
“Måske er Sitges stedet, hvor jeg ikke bare bliver begæret. Men valgt.”
De spanske brødre – Barcelona
Rasmus ankom til Barcelona udmattet og lykkelig. Han havde fået et kort lift med en tysk kvinde og hendes whippet, men nu sad han alene ved strandpromenaden i Barcelona og svedte i varmen med en dåseøl.
To mænd i slutningen af tyverne nærmede sig. Den ene var lav og markeret, med et drilsk smil og en hvid tanktop. Den anden var højere, mere rolig, med glat, mørkt hår og en åben skjorte, der afslørede en hård mave. De lignede hinanden.
“Where are you from?” spurgte den laveste.
“Denmark.”
“Ah! Nordic boy.” Den højere blinkede. “You travel alone?”
“Always.”
De satte sig. Præsenterede sig: Javier og Luis. Brødre. Ikke blod, sagde de – men opvokset sammen i Girona. Elskede hinanden, festede sammen, delte alt. Rasmus mærkede med det samme deres energi – en form for kærlig flirt, som ikke havde nogen grænser.
De købte flere øl, lo meget, og Rasmus kunne mærke, hvordan spændingen mellem dem voksede. Luis lænede sig tættere på. Javier stirrede længere. De talte om rejser, fester, sex – og da Javier sagde, “We take you home?”, svarede Rasmus kun med et smil.
Lejligheden lå i El Raval, i en gammel bygning med fransk altan og planter, der næsten visnede af sol. Luis smed skoene, Javier lukkede døren, og Rasmus mærkede rummet omslutte ham som en pulserende organisme.
Det første kys kom fra Javier – intenst, med tungen først, som om han havde ventet hele dagen. Luis kyssede Rasmus i nakken, blidt, mens hænderne fandt vej ind under hans skjorte.
“Are you okay with both of us?”
Rasmus nikkede. “I want both.”
De førte ham ind i soveværelset, hvor en lav seng fyldte det meste. Luis satte sig bag Rasmus, trak ham ind til sig og begyndte at kysse ham langs skulderen, mens Javier stillede sig foran og langsomt knappede sin skjorte op. Rasmus så den mørke brystkasse blive blotlagt, langsomme, smukke bevægelser. Han var fanget mellem to begær.
Luis lod hænderne glide ned over hans bryst, over maven, ind under bukselinningen. Rasmus stønnede. Javier kyssede hans læber, og de tre begyndte at bevæge sig sammen som en dans. Tunger, hænder, pik mod pik.
Luis førte ham ned i sengen, trak hans shorts af og begyndte at slikke ham – vådt, rytmisk, som om han kendte hver nerve i forhuden. Javier stod ved hans hoved, og Rasmus tog hans pik i munden, mærkede smagen af salt, sved, spænding.
Der var ingen misundelse mellem brødrene – kun leg. De byttede roller. Javier tog ham bagfra, mens Luis lå foran ham og holdt hans hånd, kyssede hans pande. Det var dybt, intenst, overvældende. Og Rasmus gav sig helt hen.
Da Javier trak sig ud, tog Luis over, mere blidt, mere undersøgende. Og da de kom, næsten samtidig – én foran, én bagved – skreg Rasmus sin lyst ud, åben, ufiltreret.
Efterfølgende lå de tre mænd tæt, svedige, klistrede, tilfredse.
“You are easy to love,” hviskede Luis.
Rasmus smilede. “Only for one night.”
“That’s enough.”
Han sov mellem dem, og vågnede til lyden af havmåger og kaffe, der blev lavet i køkkenet. Javier gav ham et lift til stationen. Og da de sagde farvel, kyssede Luis ham blidt på hånden.
Ankomsten til Sitges – Tomás
Rasmus steg af toget i Sitges i slutningen af eftermiddagen. Luften duftede af hav og svedig jasmin. Solen kastede lange, gyldne skygger mellem de hvide bygninger, og på strandpromenaden gled mænd forbi i åbne skjorter og badehåndklæder over skuldrene. Der var en særlig energi i luften – som om begæret ikke var noget, man skjulte, men bar med stolthed og leg.
Han havde ingen planer, ingen overnatning. Kun rygsækken og sin slidte dagbog, som nu var fyldt med mænd, kys, sæd og håndskrift i mange sprog.
Han satte sig ved strandbaren ved Carrer del Mar. Tog sin første kolde øl, da han så ham.
Tomás.
Han stod i baren. En anelse ældre – måske midt i 30’erne. Olivenbrun hud. Kort, mørkt hår med et strejf af grå ved tindingerne. Hænder med lange, rolige bevægelser. En løs, hvid skjorte og sandfarvede bukser, der sad på den måde, kun mænd med fuldstændig ro i deres egen krop kunne bære dem.
De fangede hinandens blik. Først flygtigt. Så længere. Tomás hævede sit glas, Rasmus smilede. Fem minutter senere stod han ved hans bord.
“You just arrived?”
Rasmus nikkede. “Today. From Barcelona.”
“Looking for something?”
“Something warm.”
Tomás lænede sig tættere på. Hans stemme var dyb og dæmpet.
“You’re lucky. I live here. I have a terrace. And good wine.”
Det var ikke en invitation. Det var en erklæring. Og Rasmus rejste sig stille op, greb sin rygsæk og fulgte ham uden at spørge mere.
?
Lejligheden lå oppe bag stranden, i et smalt, lyst hjørnehus med vinranker langs rækværket og en udsigt, der slugte havet. Der var ingen hast. Tomás hældte vin op. De sad på terrassen, svedige, tætte, mens den røde sol begyndte sin langsomme nedsænkning i Middelhavet.
De talte om rejser, om mænd, om overgivelse.
“I can feel you’re full,” sagde Tomás pludselig. “Full of experiences. But not empty.”
Rasmus så på ham. “Do you want to fill me more?”
“Only if you want me to take my time.”
Og det gjorde han.
?
De kyssede i døråbningen. Langsomt, med tungerne forsigtigt dansende, indtil Tomás løftede Rasmus’ t-shirt over hovedet, og kyssede ham hen over brystet. Med rolige hænder førte han ham ind i soveværelset – stort, svalt, med tunge gardiner og en seng dækket af linned i havblå nuancer.
Tomás lagde Rasmus ned som noget kostbart. Han strøg hænderne op ad hans sider, kyssede hver linje af hans mave, hans hofter, hans inderlår. Og så begyndte han at slikke ham.
Ikke bare pikhovedet – men hele vejen. Kuglerne. Mellemkødet. Indtil tungen fandt stedet mellem ballerne, og Rasmus stønnede som en, der havde ventet længe.
Tomás slikkede ham bagtil, tålmodigt, cirklende, udforskende, indtil Rasmus lå med spredte ben og hænderne vredet i lagenet. Tungen gled dybere. Fingrene masserede omkring, uden at presse. Kun varme. Vådt. Intimitet.
Rasmus var hård, svulmende, dunkende. Men Tomás rørte ham ikke dér endnu.
“I want to open you with my mouth,” hviskede han.
“Do it,” stønnede Rasmus. “Please… do it.”
Og han gjorde det. Først med tungen. Så med en finger, fugtig og rolig. Så to. Rasmus var klar. Hans krop bad om det. Han havde aldrig følt sig så forberedt, så overgivet, så værdifuld. Som en gave, pakket ud langsomt.
Tomás trak sine bukser af. Hans pik var mørk, tyk, tung. Han lagde sig over Rasmus og gled ind med et langt, rystende suk fra dem begge. Det var ikke voldsomt. Det var dybt. Kontrolleret. Smeltende. Deres kroppe bevægede sig i én rytme, og Tomás kyssede ham på kinden for hvert stød.
“Can you feel how much I want you?”
“Yes. I feel it in my bones.”
De skiftede stilling. Rasmus på knæ, Tomás bag ham, langsomme, kraftige bevægelser, hænderne om hans hofter. Hans pik gled ind og ud med et vådt, glidende tempo, og Rasmus kunne høre deres kroppe mødes i rummet – det lette klask af hud mod hud, blandet med deres støn og de åbne, umættelige suk.
Da Tomás mærkede, at han var tæt på, vendte han Rasmus om igen, lagde ham ned, gled ind én sidste gang, og kom dybt i ham – med et langt, rystende brøl, der fik hele kroppen til at spænde op.
Rasmus kom kort efter, sprøjtende over sin mave, mens Tomás stadig var i ham. De blev liggende sådan. Koblet. Knyttet.
De sagde ikke meget efter. Tomás vaskede ham forsigtigt med en varm klud. Løftede dynen. Lagde sig tæt. Kyssede ham i nakken.
“Stay here,” hviskede han.
“For the night?”
“For as long as you like.”
Rasmus svarede ikke. Han lod kroppen tale. Lænede sig ind. Lod det ske.
La Sagrada Família og den mystiske mand
To dage efter ankomsten til Sitges vågnede Rasmus i Tomás’ seng med havluft i næsen og tomme ben. Tomás lå stadig og sov, en arm tungt hen over hans mave. Rasmus kyssede ham blidt på skulderen, stod op nøgen, tog et bad, og skrev i sin dagbog:
“Der er ro her. Men mit begær hviler aldrig. Jeg må ind til byen. Jeg vil se Gaudí. Og måske blive set.”
Han tog toget ind til Barcelona om formiddagen. På stationen følte han sig let, næsten gennemsigtig – som en skikkelse, man kun lige kan ane i sollyset.
Da han stod foran La Sagrada Família, følte han sig pludselig lille. Som om bygningen trak al støj ud af ham. Spirene rejste sig mod himlen som stivnede bønner. Og han stod dér – en mand med sperm under neglene, kærlighed i kroppen, og en længsel, der ikke ville dø.
Og det var dér, han så ham.
Den anden mand stod lidt væk, mørkhåret, sort T-shirt, mørke jeans, tyndt sølvkors i halsen. Han så ud som én, der kunne knække dig og samle dig op igen med ét blik. Der var noget farligt over ham. Men også noget smukt. Forførende. Uforudsigeligt.
De mødtes i blikket. Så i et halvt smil. Manden gik over.
“Tourist?”
“Sort of.”
“You look like you’re chasing something.”
“And you look like you could give it.”
Han lo. Lavt. Hæst. “I’m Daniel. From Argentina.”
“Rasmus. From Denmark.”
Daniel lænede sig tættere på. Hans parfume var tung, orientalsk. Musk, røgelse. Det duftede som noget, man ville komme til at savne bagefter.
“Do you want to see the inside of the church?”
“Only if I leave it on my knees.”
Daniel grinede lavt. “Then come. I know a place.”
De gik gennem sidegaderne. Ind i en lille baggård. En smal stentrappe førte op til et rum med gamle skodder og lys, der skinnede ind som gennem et alter. Rasmus anede ikke, om det var Daniels bolig, atelier eller noget midt imellem. Der var en madras på gulvet. Et spejl på væggen.
Daniel gik lige til sagen. Skubbede Rasmus op mod væggen, kyssede ham voldsomt, krævende. Hænderne greb fat – i hår, i hofter, i halsen. Det var brutalt, men ikke ufølsomt. Rasmus blev tændt med det samme.
Daniel trak hans skjorte af. Tvang ham i knæ. Greb om sit bælte, åbnede bukserne. Hans pik var tyk, halvhård, mørk og spændt. Rasmus tog ham i munden uden tøven, uden kontrol. Daniel holdt om hans hoved. Styrede rytmen. Trængte dybt, råt, til grænsen. Og Rasmus elskede det.
Da han trak sig ud, løftede han Rasmus op og kastede ham på madrassen. Trak hans bukser ned, lod fingrene finde vej. Hurtige, hårde bevægelser. To fingre. Tre. Rasmus stammede af begær.
“You’re ready. You’ve done this before.”
“Yes. But not like this.”
Daniel spyttede direkte ned mellem hans baller, placerede sig, og gled ind i ét langt, kraftfuldt stød. Rasmus skreg af lyst. Det var vildt. Råt. Han blev taget, ikke elsket – men på en måde, der brændte gennem ham som hellig ild. Stød for stød. Mod spejlet. Mod madrassen. På knæ. På mave.
Daniel svedte, stønede som et dyr, og da han endelig kom, greb han Rasmus i håret, trak hans hoved tilbage og pumpede sig helt ind, rystende.
“Fuck,” hviskede han. “You taste like surrender.”
Rasmus kom kort efter, med hånden om sin pik, alene, eksplosivt. Kroppen sitrede i minutter efter.
De sagde ikke meget bagefter. Daniel røg en cigaret. Rasmus tog sit tøj på i stilhed. Han følte sig ikke tom. Han følte sig renset. Som om La Sagrada Família havde set ham – og velsignet ham med synd.
Før han gik, kyssede Daniel ham én gang – blidt. Som en mærkning.
Tilbage i Sitges
Da han kom tilbage til Tomás senere samme aften, stod han på terrassen og så ud over havet med et glas vin i hånden. Han vendte sig, smilede roligt.
“Barcelona?”
“Yes.”
“Did you find what you were looking for?”
Rasmus nikkede, trådte tættere på og lagde hånden på Tomás’ bryst.
“Yes. But I’m still hungry.”
Tomás kyssede ham. Denne gang blidere. Dybere. Og Rasmus vidste, han ville blive. I hvert fald lidt endnu.
EPILOG
Det var blevet august. Luften over Sitges sitrede af varme, og havet var stadig silkeblødt om aftenen. Rasmus havde nu været der i tre uger. Hver dag havde sin rytme: kaffe på altanen, svømmeture med Tomás, solskin mod huden og mænd, der stadig vendte sig efter ham på gaden.
Men noget i ham havde forandret sig.
Han følte sig ikke længere som en, der flakkede – men som en, der valgte. Ikke fordi trangen var forsvundet – begæret levede stadig i hans mave som en glød, han plejede hver nat – men han havde fundet noget andet. En ro. En form for hjem, midt i bevægelsen.
Han var blevet – ikke for evigt, men længere end planlagt. Tomás gav ham plads. Nogle nætter sov de tætte, nøgne, svedige i mørket. Andre nætter gik Rasmus alene på stranden og så månerne danse over vandet.
Og en morgen sagde Tomás:
“Why don’t you take the room downstairs? For a while. You could… host.”
Og sådan begyndte det.
Rasmus ryddede det lille gæsteværelse. Købte et nyt lagen, et spejl. Lagde en notesbog på natbordet, hvor han skrev små beskeder til de mænd, der kom forbi: “Duften af dig bliver hængende. Du var god ved mig. Kom igen, hvis du vil mere.”
Mænd kom. Nogle med blikke, der brændte. Andre med tvivl i skuldrene. Nogle blev en time. Andre en nat. Rasmus tog imod dem alle. Gav dem, hvad de kom for – og lidt mere. Et kys. Et åndedræt. En åbning.
Han blev kendt i Sitges som ham, der lyttede med kroppen. Der aldrig spurgte, men altid forstod.
En aften, i det sidste skær af dagslys, sad han på trappen udenfor med en ung fyr fra Belgien. Fyrens hænder rystede lidt, og Rasmus lagde dem i sine.
“Are you afraid?”
“A little.”
“Don’t be. We don’t have to do anything. Or we can do everything. But only if you want.”
Fyrens blik mødte hans. “I think I just need someone who sees me.”
Rasmus smilede. “I see you already.”
De gik ind. Døren stod åben længe, inden natten lukkede sig omkring dem.
Sidste ord i dagbogen
“Jeg kom her for at blive taget. Jeg blev her for at tage imod. Jeg er stadig sulten – men nu ved jeg, at jeg også kan mætte andre.”
— Rasmus, Sitges
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980