Jeg var så fin og så stolt af min nye flotte hørkjole med alle de farvestrålende kulører; den var helt enestående, syntes jeg. Slottes skrædder havde syet kjolen til mig, og den var en smule nedringet, så man kunne ane min kavalergang, og den fremhævede elegant min barm, som var min stolthed.
Jeg følte mig næsten som den baronesse, som jeg var blevet kammerpige for. Hendes fagre kjole var selvfølgelig ikke i hør, men i silke og en smule mere nedringet, men jeg syntes, at min kjole var ligeså smuk. Baronessen havde udvalgt mig blandt alle de andre piger i landsbyen, fordi jeg var den vakreste, sagde hun. Jeg var bare så fro.
Min far og de fleste i landsbyen var hoveribønder, som skulle stille hos baronen, når der skulle pløjes, sås, høstes osv. Alle de bedste af dagens timer skulle bruges hos baronen, og derfor blev min far ved med at være fattig, når han ikke kunne høste, mens det var godt vejr. Det var så uretfærdigt, men præsten sagde jævnligt, at Gud havde velsignet adelens rettigheder.
En ting var, at jeg som kammerpige ikke mere havde de lange slidsomme dage med at skulle hjælpe til i høsten, i stalden eller i køkkenet. Noget andet var, at jeg nu skulle til at være sammen med baronessen døgnet rundt. Hun var så bestemt og elegant – jeg beundrede hende meget.
Hun var datter af en greve i Nordjylland, og i landsbyen sagde man, at hun ikke brød sig om mænd og i særdeleshed ikke sin egen mand, baronen. Man sagde også, at hun bedst kunne lide unge smukke piger. Det var jeg glad for, for så kunne hun jo godt lide mig.
Baronen var en døgenigt, som drak for meget, sagde man. Og at han løb efter de unge piger, som ikke turde sige nej, når han lagde an på dem. Man sagde, at han havde 2 koner i landsbyen, som han besøgte lejlighedsvist, mens husbonden stod udenfor og holdt hans hest. Man sagde, at flere af børnene var baronens.
Baronessen havde født 4 børn, hvoraf de 2 overlevede. De var nu fløjet fra reden – sønnen var kaptajn ved hæren og datteren var gift med en svensk baron. Det gik halve og hele år imellem, at hun så dem.
Baronessen havde forhørt sig om mig ved degnen, som havde været min lærer. Han havde sagt, at jeg var gudfrygtig, og den sidste til at lære katekismus og salmerne. Men han sagde også, at jeg var enfoldig, lydig og tjenestevillig, og at min største glæde var at glæde andre. Det var de skudsmål, som jeg fik med fra degnen.
Jeg havde haft 3 år i skolen, som alle de andre piger og drenge. Jeg havde så været gåsepige i nogle år sammen med Mary og Kirsten, og vi havde det godt og hygsomt. Vi badede, og vi så hinandens kroppe vokse op til unge kvindekroppe. I de følgende år fik Mary store bryster, men hun var også den ældste af os. Kirsten og jeg var så misundelige, men senere blev mine heldigvis større end Marys.
Så blev jeg lillepige i køkkenet i nogle år. Det var slidsomt med alt det vand, der skulle pumpes op og alle de brød, der skulle æltes og bages, men det var en god tid med grin og veninder.
Forvalterens kone Heidrun, der var preusser, talte ikke så godt dansk, så hun brugte ofte tyske ord i stedet. Jeg blev interesseret i sproget tysk, og jeg kom ret godt efter det inden for et år. Heidrun kaldte mig sin ynglings pige. Hun aede mig på kinden og klappede mig på hovedet, som om jeg var hendes hund. Det var lidt tovligt, den måde hun gjorde det på, men jeg kunne godt lide det. Hun krammede mig også, så jeg blev væk i hendes store barm. Der var noget trygt ved at mærke hendes store bløde bryster. Det var en dejlig følelse, og så duftede hun så godt af armsved. Jeg satte mig tit ved siden af hende, og så listede jeg mit hoved ind under hendes arm, så jeg rigtig kunne dufte hende. Nogle af de andre sagde, at hun stank af sved, men jeg syntes, at det var en dejlig duft. ”Du er min ynglings pige”, sagde hun, og så trak hun mit hoved ind i sin duftende armhule.
Om sommeren badede vi i en nærliggende sø, og jeg lærte hundesvømning. Især syntes jeg, at det var interessant at se alle de forskellige pige- og kvindekroppe. Store numser og små numser, små bryster og lange hængebryster, tykke og tynde piger, og behåringen mellem deres ben var vidt forskelligt. Anne var lyshåret, og hun var også lyshåret mellem benene. Man kunne se hendes revne, og det så spændende ud. Magdas hår var stor og kruset, og Kirsten havde slet ikke noget hår mellem benene – eller armene, eller benene. Det var hun ked af; måske mest, fordi vi kaldte hende for ”barnet Kirsten”. Det var heller ikke sødt af os.
Magda, en gammel kone på 34 år, var igen blevet svanger, og vi kunne se hendes flotte tykke mave. Jeg kunne ikke lide hende, for hun løb med sladder og var trættekær – alt hun fik at vide om folk, fortalte hun til alle andre. Hendes bryster, der før var lange og flade som pandekager, var nu store og mælkefyldte, og hun var så stolt af dem. Magda talte aldrig pænt om baronen og især ikke om baronessen. Hun sagde, at de begge var ude efter de unge piger, og at især baronessen var lumsk og hovmodig. Magda sagde, at hun også tugtede nogle bestemte piger. Ørefigner eller negle der nev i overarmen. Ja, hun kanøflede de piger, der ikke lystrede hendes mindste ønsker. Magda sagde, at hendes unge stuepiger og kammerpiger blev ensomme og frygtsomme, fordi de blev avet så meget af denne heks. Jeg havde set, at baronessen engang havde givet en køkkenpige en ørefigen, men hun havde fortjent det, syntes jeg, for hun havde tabt en kop, der så gik i tusind stykker.
**
Da jeg blev 14 år, blev jeg stuepige på slottet, og som 16-årig blev jeg baronessens kammerpige, da den tidligere kammerpige var blevet frugtsommelig med en karl.
Som det første fortalte baronessen mig, at hun ville holde mig væk fra de sjofle og liderlige karle. Blev jeg også svanger, så ville jeg ufortøvet blive bortvist. Jeg havde set, hvordan dyrene parrede sig, så jeg vidste godt, hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg havde også både hørt og set mine forældre om natten, når min far bedækkede min mor. Det var ulækkert, men meget spændende at lytte til. Jeg kunne høre, at de kyssede, og hvordan de stønnede og sagde søde ord til hinanden. Og jeg kunne altid høre på min far, når han var færdig. Først et brøl, så en gaben og til sidst en snorken, inden min mor forsigtigt listede op og tissede i natpotten. Derefter lå hun urolig i sengen et stykke tid; det var som om, at hun kløede sig i skrævet, inden hun faldt i søvn.
Min mor døde i barselssengen, da jeg endnu var et barn, og min lillebror døde efter fødslen. Den næste tid var forfærdelig, for min far var helt fra den. Han kunne ikke klare alt arbejdet selv mere, og han gik og var så trist. Det var jeg også. Så fik jeg en stedmor, der var enke og barnløs. Jeg brød mig på ingen måde om hende, for hun var altid sur og vred, og nærmest ond overfor mig.
Nu var det hende, der bedækkede min far, for hun satte sig oven på ham, og så kommanderede hun nærmest med ham, og det var som om, at han mistede lysten til at parre sig med hende. Ind i mellem sagde hun: ”Du er jo knap en mand mere!”, ”Ja, salig Kresten kunne noget mere” og ”Kom så, hurtigere!” Min far havde det ikke godt mere, og jeg savnede sådan min søde og dejlige mor.
**
Jeg fik mit eget værelse inde ved siden af baronessens soveværelse, så hun kunne kalde mig til sig om natten, hvis hun manglede noget. Døren stod derfor altid på klem mellem os, så jeg kunne høre hende. Ind i mellem kaldte hun, når hun skulle bruge natpotten, og så skulle jeg hjælpe hende ud af sengen, og igen putte hende med dynerne.
Jeg var 16 år, og karlene piftede efter mig. Jeg var smigret men mest irriteret. Pifteriet fik baronessen sat en stopper for. Hun sagde gav karlene en opsang, og fra nu af kikkede de altid væk, når jeg kom. Jeg gad nok vide, hvad hun havde sagt til dem.
Karlene måtte fremover ikke tale med mig om andet end noget praktisk. F.eks. når baronessen skulle ud at ride dagligt. Jeg skulle altid med, og hvor jeg dog nød det. Jeg var vant til vores gamle krikke Lotte og til naboens 2 fyrige heste. Min far sagde, at jeg kunne få enhver urolig hest til at blive rolig. Det var måske rigtigt nok, men jeg gjorde jo ikke andet end tale blidt til hestene og så klø dem i panden. Jeg slog ikke hestene, som så mange andre gjorde.
En ting, som jeg godt kunne lide ved at blive kammerpige, var, når baronessen skulle i det store træbadekar. Jeg hældte først det varme vand fra gruekedlen i karret med det kolde vand, så badevandet fik den rette temperatur.
Så hjalp jeg baronessen med at få tøjet af, sæbede hende ind og hældte vand over hende, så sæben kom af igen. Jeg tørrede hende bagefter over hele kroppen. Det skulle gøres meget grundigt, og jeg kunne se, at hun nød det.
Hendes krop var også speciel. Hun var gammel - 47 år, og med lang hud på sin mave efter sine graviditeter. Hun var lidt flov ved dem, men jeg sagde sporenstregst, at maven var smuk og beviset på, at hun havde fået børn. Hun gav mig et smækkys på panden! Og bagefter trak hun mig helt ind til sig og gav mig et knus, mens hun stod nøgen. Jeg blev så flov, men også glad. Jeg blev trukket ind mod hendes nøgne krop – det var en dejlig fornemmelse at mærke hendes bare bryster mod min krop.
Baronessen havde nogle digre lange bryster, som jeg også syntes, var smukke. Jeg kunne mærke, hvor tunge de var, når jeg tørrede vandet af under dem. Hun havde smukke og stærke ben og bagdel, som jeg er sikker på skyldtes hendes ridning. Jeg nød at skulle tørre hende over hele kroppen; det, at komme så tæt på en anden kvindekrop, var spændende.
Da jeg var gåsepige, havde vi piger undersøgt hinandens kroppe. Vi vidste godt, at det var forbudt, men vi gjorde det alligevel ind i mellem. I særdeleshed var vi forundrede over og også skræmte over, at det kom børn ud af den lille sprække, som vi havde mellem benene. Hvor måtte det gøre ondt! Vi bestemte, at vi aldrig ville have børn. Og 10 år efter var jeg så blevet kammerpige for baronessen, og jeg kunne undersøge hendes krop, når jeg tørrede hende. Jeg havde sådan en lyst til at kysse hendes barm, navle og venusbjerg, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Når baronessen havde været i bad, blevet tørret grundigt og fået nyt tøj på fra inderst til yderst, så fik jeg lov til at gå i badekarret bagefter. Det fortalte hun mig, at det var der ikke andre af hendes af tidligere kammerpiger, der havde fået lov til. Det var kun mig, fordi jeg var så vakker og artig. Hvor var jeg glad.
På en eller anden måde så nød jeg at trække mit tøj af langsomt, for hun kikkede grundigt på mig imens. Jeg ville lyve, hvis jeg fornægtede, at jeg gjorde lidt ekstra ud af at vise min barm.
Det var så dejligt at bade i varmt vand i stedet for i åen eller i søen. Og baronessen nød tilsyneladende, at jeg var så glad for det. Hun sagde, at jeg gerne måtte tage min tid i badet – fordi jeg altid var så gelassen og flink overfor hende.
Når jeg så kom op af badet, sad hun og betragtede mig, mens jeg tørrede mig over hele kroppen. Jeg skulle nemlig tørre mig, mens hun så på, for hun ville se, hvordan hendes kammerpige så ud, som Gud havde skabt hende.
”Nu har du mærket mine bryster, så vil jeg også mærke dine. Kom herhen!” Så befølte hun mine bryster, og brystvorterne blev straks helt hårde. Det var dejligt, undtagen når hun klemte lidt hårdt på dem. Jeg pev lidt, men jeg fik at vide, at de voksede mere, når de blev avet lidt. Det var som om, at baronessen godt kunne lide, når det gjorde lidt ondt på mig. Men hun gjorde det jo kun for min skyld, fordi jeg gerne ville have en større barm. Så jeg holdt det ud, selv om tårerne ind i mellem løb ned af mine kinder.
Til sidst befamlede hun også min bagdel. Og hun drejede mig rundt og følte på mit venusbjerg. Dette brød jeg mig ikke om, men jeg kunne jo ikke sige nej til hende. Hun rørte også ved min ært, og jeg stod lidt uroligt. Jeg afskyede, at hun gjorde det, men når hun så holdt op, så blev jeg altid skuffet, for det havde været så dejligt.
”Bare jeg også havde sådan nogle faste ungpigebryster og -numse igen. Vent lidt med at tag tøjet på, jeg vil gerne kikke lidt mere på dig, for du er så fager.”
Jeg var så smigret, og uvilkårligt drejede jeg mig lidt rundt, så hun rigtig kunne se på mig.
**
”Må jeg tage tøj på igen, for jeg begynder at fryse.”
”Ja, når det ikke kan være anderledes!”
Det ugentlige bad var det, som jeg så allermest frem til, men jeg frygtede det alligevel også. Hvor meget ville hun begramse mig denne gang? Det var som om, at hun ville røre mere og mere ved mig for hver gang. Det var dejligt, spændende og lidt ulækkert. Men mest behageligt!
Hun sad på en stol, og så bad hun mig sprede benene, og så skilte hun mit venusbjerg, så hun kunne se helt op i mig. Jeg stod med tårer i øjnene over dette, for jeg følte mig som en hest, der skulle beskues. Men jeg kunne ikke sige nej til min baronesse. Hun rykkede lidt i min behåring, så hun rigtig kunne se ind i mig. Det gjorde ondt, og jeg peb lidt over det.
”Ti stille, Margrethe!” fik jeg at vide, og så tiede jeg stille.
Det gjorde rigtig ondt, men på en dejlig måde.
”Du er ved at blive voksen, kan jeg se. Du bliver mig en flot kammerpige.” Og så gav hun mig et lille klask i numsen, inden jeg fik lov til at klæde mig på igen. Det var som om, at hun betragtede mig, som mændene i landsbyen så på deres heste og køer. Og hun havde altid en bestemt tonefald og sammenknebne øjne, når jeg stod nøgen foran hende.
Når jeg tørrede hende, så spredte hun også benene og bad mig være meget grundig med at tørre hendes venusbjerg. Det var så ulækkert, men også fanatiserende at se hvordan hun så ud forneden; ofte var det lidt svært, for der kom en tyk væske ud af hende også. Tænk sig, her var der kommet 4 børn ud.
Baronessen kaldte sit venusbjerg for livets kilde eller livet brønd, og hun fortalte, at præsten kaldte det for et usømmeligt sted og årsagen til mange mænds forfald. Og han skulle da vide det, for han havde 6 børn med sin kone, og man sagde, at han også var far til madam Iversens 4 børn.
Da baronen engang klappede mig på bagdelen, så blev baronessen godt nok galsindet. ”Du holder fandme fingrene fra hende. Du rører hende ikke! Jeg vil ikke have det! Hun er min kammerpige og kun min! Du kan tage stuepigerne og køkkenpigerne, men du holder helt fingrene fra min pige. Det er kun mig, der rører hende! Hun er min og kun min! Forstår du det, din døgenigt!” Han rørte mig aldrig igen.
**
Efterhånden som vi blev mere fortrolige med hinanden, sad baronessen tit og fortalte om sine barne- og ungdomsår, og hvordan hun blev gift. Det var på ingen måde et lykkeligt ægteskab – det var et fornuftsægteskab, som deres forældre havde arrangeret. Som adelige skulle man gifte sig med adelige, sådan var det.
Der var på ingen kærlighed mellem mine herskaber - tværtimod.
”Men jeg havde mine ægteskabelige forpligtigelser, som jeg skulle have overstået, så vi kunne få nogle arvinger. Nu kan jeg ikke blive svanger mere, og så er den potte ude, og han kan lige prøve på at komme anstigende med sit lem.”
**
Baronessen spurgte ind til, hvad folkene sagde om hende. Jeg fortalte hende, hvad Magda havde sagt, og baronessen blev sporenstregs rød i hovedet og vred, kunne jeg se. Hun var stille i lang tid, indtil jeg brød stilheden, og begyndte at fortælle om min fattige far og mor.
Der var kærlighed mellem mine forældre, for de smilede altid til hinanden, og sad tit med hinanden i hånden, når der var tid til det. Jeg havde været så glad. Men så døde min mor i barselssengen. Det var jeg meget bedrøvet over.
Far havde så hurtigt - alt for hurtigt - giftet sig med en knarvorn madam, en barnløs enke. Hun blev så min stedmor, og hun fik hurtigt et drengebarn, som var hendes kæledægge. Stedmor herskede med far, og han blev forandret og mere fjern i det, og det var ikke så rart hjemme mere. Jeg var mest af alt i vejen, når jeg ikke arbejdede.
**
Jeg flyttede ind hos baronessen, og det var en befrielse, at jeg slap for at bo hjemme hos min onde stedmor. Det blev hurtigt pragtfuldt at være kammerpige for baronessen, for hun var så sød og venlig overfor mig. Men det var hun godt nok ikke overfor alle, for jeg så hende i starten give en stuepige en ordentlig ørefigen, fordi hun havde hvisket til en anden stuepige, om den nye kammerpige mon havde en lang tunge.
Jeg ved ikke, hvad hun mente med det, og jeg så først stuepigen mange måneder senere, hvor hun gik og arbejde på marken. Hun var tydeligvis blevet fyret som stuepige. Jeg spurgte ind til hende i køkkenet, og jeg fik at vide, at baronessen havde bortvist hende, fordi hun var for dorsk.
Efter en måneds tid sagde hun, at havde hun da altid haft en kammerpige som mig, så havde hun været mere lykkelig. Jeg var så nem at tale med, og jeg var så nysselig og tækkelig, og jeg udførte altid hendes mindste ønsker til hendes store velbehagelighed. Jeg tror, at hun mente det, for hun sad tit og kikkede på mig, når jeg broderede eller stoppede strømper. Hun havde nogle specielle mundbevægelser, når hun sådan sad og betragtede mig, og jeg kunne kun slå mine øjne ned. Hendes øjne var stirrende og sammenknebne, og jeg følte mig lidt utryg, men jeg turde ikke sige noget.
Jeg var næsten sammen med hende hele tiden; jeg var fro – men også venneløs, og jeg ville jo også gerne ud og more mig lidt med andre unge piger. Det måtte jeg bare ikke.
Ikke fordi at jeg ville ud og fjolle med drengene, men jeg manglede nogle andre af mine gamle veninder at tale med i hverdagen. Jeg talte i stedet så med stuepigerne og ligeledes med køkkenpigerne, når jeg havde nogle ærinder, men det var som om, at de ikke ville eller turde tale med mig mere.
Ja, jeg var lidt ensom. Glad sammen med baronessen, men alligevel med et stort ensomt hul indeni. Og en underlig kløe imellem mine ben. Var der noget galt med mig? Det var ikke, når jeg havde det røde, men ind i mellem så kløede inden i mig. Jeg turde ikke snakke med nogen om det, men det hjalp lidt om natten, når jeg lå og befølte mig selv, især på min ært. Min krop rystede, og så kunne jeg bedre sove bagefter, men jeg fortalte det ikke til nogen, for det var syndigt at røre ved sig selv dernede. Det havde både præsten og degnen sagt.
**
Om søndagene var vi i kirke, og jeg sad sammen med baronessen. Hun befalede, at jeg skulle sidde ved hendes side i herskabspulpituret højt hævet over alle andre nede i kirkerummet. Jeg var så stolt over at sidde her, for det var jo langt over min stand. Men jeg var også ked af, at jeg ikke fik lov til at sidde ved siden af mine veninder, eller jeg kunne komme til at snakke med min far, der sad blandt de bagerste nede i kirken. Men vi så hinanden, og jeg vinkede til ham. Det opdagede min baronesse, og jeg fik et lynende blik fra hende, og så nev hun mig i armen med sine spidse negle. Jeg følte, at mit blod frøs til is, og jeg kunne mærke tårerne løb ned af mine kinder. Jeg turde ikke kikke ned på min far igen. Og jeg kunne se at jeg blødte, hvor baronessen havde nevet mig.
Nu var mine øjne kun rettet mod præsten og opad på kalkmalerierne. Her var der grufulde malerier af djævelen, der lokkede mænd og kvinder i fordærv. Nogle kyssede ham i numsen, og jeg kunne se, at de var undervejs i helvede. Det var godt, at baronessen passede på mig. Det var jeg glad for. Specielt et billede af djævelen og en kvinde var jeg bange for, idet djævelen var ved at indføre sit store lem i hende bagfra.
Præsten tordnede mod de liderlige karle, der kopulerede med pigerne. Og han råbte pludselig højt, at pigerne skulle passe på, for ellers kom djævelen og tog dem med sig. Kopulerede de, før de var viet i kirken, så var de utugtige og ville blive udelukket fra kirken, og djævelen ville tage dem i sin tjeneste. Jeg skælvede, og jeg tog baronessens hånd. Hun kikkede forundret på mig, og så slap hun ikke min hånd igen. Jeg sad og rystede af skræk, men hun begyndte at ae mig med den anden hånd. Hvor var det dejligt at få hendes gunst igen.
**
Da vi kom hjem fortalte baronessen mig, at de i nogle byer brændte hekse, der tilbad djævelen og alle hans værker. Jeg rystede igen af skræk. Jeg havde hørt om det, men jeg turde ikke tro på det, hvordan kunne nogen være så onde. Jeg lovede, at jeg nok skulle være dydig og helt holde mig fra at tale med de liderlige karle.
”Så længe du holder dig til mig, er du ikke i nogen fare. Jeg skal nok passe på dig, min pige.”
”Tak”, sagde jeg, og kyssede hendes hånd. Baronessen smilede glad til mig, og så aede hun mig så dejligt på min kind.
**
Baronessen så en dag, at jeg sad og græd. Hun satte sig helt tæt op til mig og omfavnede mig. Hun trak sig dernæst ind til sig og trak mit hoved ned i sit skød. Hun kløede mig i håret, aede min hals og nulrede mine ører. Eksakt som min mor havde gjort, da jeg var lille. Jeg tror, at jeg havde fortalt baronessen, at det var det, der gjorde mig mest glad.
Så begyndte jeg at hulke kraftigt – jeg havde aldrig grædt så meget før. Jeg fortalte så, hvor meget jeg savnede min søde mor, og jeg berettede igen om min ondskabsfulde stedmor, som jeg aldrig kunne gøre tilfreds, selvom jeg syntes, at jeg gjorde alt, hun beordrede mig til.
Imens så spurgte baronessen ind, og jeg fortalte alt, jeg tænkte undervejs. Jeg holdt intet tilbage. Mest af alt, så var jeg angst for fremtiden, for hvad skulle der blive af sådan en som mig. Godt nok fik jeg altid at vide, at jeg var smuk, men hvad kunne jeg bruge det til? Og der var ingen af karlene, som jeg syntes om; jeg kunne da slet ikke se mig selv blive gift med en eller anden grov karl. Jeg kunne bedst lide at være sammen med pigerne.
Jeg savnede også at tale tysk med forvalterens kone Heidrun, for hun havde været som en mor for mig – men på en anden måde. Lige nu syntes jeg kun, at jeg havde en ven, og det var baronessen. Jeg kunne se, at hun smilede så underligt – glad, men med en dybsindig mine. Men også ligesom hoverende på en besynderlig måde.
Jeg skyndte mig at sige, at vi selvfølgelig ikke var venner som sådan, for jeg var jo hendes kammerpige, og jeg skulle jo tjene hende på alle måder, som hun ønskede det. Det var jo det, som var mit arbejde. Jeg var glad for at blive betroet dette arbejde, og jeg ville gøre alt for ikke at virke dorsk, men altid udføre hvad end hun ønskede.
Hun smilede bredt: ”Margrethe, jeg sidder og tænker, at jeg beordrer Heidrun herop 2 gange i ugen. Så kan I tale tysk sammen. Jeg kender hende godt, hun er en sødladen og langmodig kone. Hvad siger du til det?”
”Der er ikke noget, som jeg hellere vil. Må jeg virkelig det?” Jeg kunne mærke, at jeg var et stort smil.
”Vi får jo ind i mellem besøg af Grevskabet af Oldenburg, og de taler tysk, og jeg vil egentlig gerne vide, hvad de taler om. De ville så ikke vide, at du kan forstå en smule tysk, og så taler de bare meget mere djærvt – og så kan du berette til mig bagefter, hvad de sagde. Om dagen bruger vi jo Heidrun som oversætter som altid, men når hun ikke er der, taler de jo stadig tysk. Jeg vil gerne vide, hvad de taler om. Greven er en bajads, og grevinden er en hoven mokke. De var her forfjors, og de kommer igen i år.”
Jeg tog baronessens hånd, og jeg kyssede den af glæde flere gange. Jeg blev helt forskrækket over mig selv, at jeg havde taget mig den frihed, men jeg kunne se, at hun kunne lide det. Den måde, som hun kikkede på mig på. Hun tog sin hånd op til mit ansigt, og så aede hun mig på kinden, mens hun kikkede mig eftertænksomt i øjnene. Hun kærtegnede mine læber med en finger, og stak den lidt ind i munden på mig. Jeg kunne mærke en glød i mit skridt, og jeg ved ikke hvorfor, men så suttede jeg på hendes finger. Der gik ligesom et stød igennem hende, og hun stak fingeren lidt længere ind i min mund, og jeg suttede videre på den, for jeg kunne se, at det behagede hende. Hun smilede nærmest lykkeligt, men så tog hun desværre fingeren væk igen og sagde:
”Margrete. Vi er venner og fortrolige, når vi er i enrum. Jeg går også og er ensom, men på en anden måde, som du nok ikke vil kunne forstå _ endnu, men det vil jeg forklare dig senere og vise dig senere. Jeg kan være en slags mor og søster for dig, og du er jo min fagre unge kammerpige, der forsøder livet for mig. Mange adelige lever sammen uden kærlighed, men vi, altså dig og mig, vil kunne dele en slags hemmelig kærlighed, og som kun vi forstår.”
Jeg lyttede, men forstod ingenting. Men jeg sagde, at jeg ville gøre alt for hende.
**
En dag kom jeg stille ind, da jeg havde været nede i køkkenet. Jeg hørte hende tale med baronen, om hvordan de skulle herske over tyendet. Især skulle karlene tæmmes og holdes i ave, så de ikke blev for dovne, grove og slibrige; de skulle smage træhesten, så de vidste, hvem der regerede på slottet. Pigerne skulle også betvinges, men på en anden måde for de var mere gudfrygtige og nemme. Men en ørefigen i ny og næ var godt.
”Hvad med Margrethe, har du avet hende?”, spurgte Baronen.
”Nej, og jeg tror heller ikke, at det bliver nødvendigt, for hun er så behagesyg, lydig og troskyldig. Denne gang går jeg langsomt til værks og ser, hvordan det går, for det skulle nødigt gå, som de sidste par gange. Men jeg føler, at jeg kan sno hende om min lillefinger allerede, og at hun endda kan lide det. Indtil nu har hun behaget mig meget, bare det at sidde og se hvor yndefuld hun er, giver mig en stor glæde. Men hun er meget enfoldig, så jeg venter snart ikke længere.”
Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente. Var jeg enfoldig? Det troede jeg nu ikke, men yndefuld det var jeg. Jeg glædede mig over hver dag sammen med baronessen. Men hvad var det, at hun snart ikke kunne vente på længere? Jeg havde nu været hos hende i snart 3 uger, og vi var meget fortrolige, og jeg havde ikke været mere lyksalig siden min mor døde.
Det var lidt som om, at hun godt kunne lide at få mig til at græde, for ofte spurgte hun ind til min mor og stedmor. Når jeg så græd, så trak hun mig ned i sit skød, og så trøstede hun mig ved at ae mig i håret. Hun stak nu ofte en finger ind i munden på mig, og så lå jeg og suttede på den, mens hun aede mig over håret. Hun fik en tung vejrtrækning og sad uroligt, og jeg slappede så dejligt af. Jeg var salig, når baronessen, lod mig sutte på sine fingre, for på en eller anden måde, så følte jeg, at jeg blev en del af hende, når hun brugte min mund, som det behagede hende. Jeg følte mig som en lydig hundehvalp, når jeg lå der. Og jeg havde slet ingen frygt for fremtiden, jeg ville bare være hos hende.
**
”Margrethe. Jeg har det bedst, når jeg er ude at ride. Hvad med dig?” Det sagde hun en dag, hvor jeg lå i hendes skød og suttede på hendes tommelfinger.
Jeg rettede mig op og tørrede mine øjne. Jeg sagde, at sådan havde jeg det også. At komme af denne smukke kjole og i ridetøjet var noget særligt. Jeg følte mig mere fri. At ride ude i skoven med baronessen var dagens højdepunkt. ”Når hestene roligt skridter rundt i skoven, og vi ser rådyr og kronhjorte. Eller når vi rider på markvejene eller markene. Det er noget særligt, at se folk fra landsbyen arbejde, og så ride her sammen med Dem. Jeg føler mig så heldig, og jeg er taknemmelig for, at De valgte mig som Deres kammerpige.”
Hun tager mit hoved, og så giver hun mig et kys på panden. ”Ja, du er heldig, min pige, at jeg valgte netop dig. Og det er jeg glad for, at du værdsætter. Og med ridning, så har vi det ens, min pige. På hesten og i naturen har jeg det bedst. Mit sind bliver så roligt, og det er der, at jeg føler, at jeg lever mest. Og når jeg rider, så kilder det så dejligt mellem mine ben. Har du det også sådan?
Jeg rødmede meget: ”Ja, det kilder også mellem mine ben. Det er noget mærkeligt noget.”
”Margrete. Nogle damer rider med damesaddel, så de har benene ud til samme side. Så sidder de helt skævt og får ondt i ryggen. Årsagen til den tåbelige damesaddel er netop, at det er mandigt at sidde med spredte ben. Fine damer sidder ikke med spredte ben, heller ikke på en hest. Sådan er det bare. Men jeg er ikke som andre adelige damer – jeg gør, som jeg bedst kan lide. Ligeledes vil jeg have en rigtig ridedragt på i stedet for min kjole. Nogle siger, at jeg er mandhaftig, men jeg siger, at det er praktisk beklædning.”
”Margrethe. Kl. er snart 10. Du skal gå ned i køkkenet, og beordre dem til at finde om 2 madpakker, 2 glas og 1 flaske vin. Vi tager på en længere tur i dag. Og så skal du beordre staldkarlene binde 2 tæpper til vores sadler.”
**
Vi havde redet i skridtgang en times tid, da vi kom til en gammel ruin. Vi bandt hestene og stod og beundrede udsigten.
Jeg fik at vide, at vi var ved et gammelt kloster, som var blevet forladt få år efter reformationen i 1536. Jeg fik et mindre foredrag om omvæltningen. Christian d. 3.’s sejr over skipper Clement, arrestationen af biskopperne, konfiskation af kirkens jord til kongen og indførelsen af den lutherske tro i Danmark. Alt det vidste jeg ikke noget om.
”Margrethe. Du retter an med de 2 tæpper og vores madpakker! Jeg skal lige se udsigten på den anden side, så kommer jeg.”
Vi fik en dejlig frokost, og for første gang smagte jeg vin. Og jeg kunne lide det. Sødmen og den pragtfulde smag på tungen og i munden var himmelsk. Jeg drak et lille glas, men jeg blev fuld alligevel – og pjattet. Baronessen spurgte mig ud om kvindernes fællesbade i åen eller søen, og jeg fortalte igen, at jeg syntes, at det var så spændende af se på alle de forskellige kvindekroppes forskellighed. Hun udspurgte mig yderligere om de forskellige bryster. Jeg fortalte også om Magdas store mælkerige bryster.
”Du behøver ikke sige mere om Magda, for jeg har sendt hende og hendes mand væk. De er ikke her på egnen mere.”
Jeg studsede lidt, for det vidste jeg ikke – gad vide, hvor de var nu. Så spurgte hun ind til mit forhold til karlene, og jeg kunne kun sige, at jeg slet ikke var interesseret i dem. Og jeg nød, at de ikke piftede efter mig mere. Det virkede som om, at hun var godt tilfreds med det.
Hun frittede mig ud om, hvem jeg bedst kunne lide af stuepigerne og køkkenpigerne, og jeg kunne kun sige, at det var oldfruen, som passede på os alle, og som fik hele slottet til at fungere. Hun var godt nok lidt streng og bestemt, men retfærdig og sød, når man ikke gjorde eller sagde noget forkert. Alle pigerne var så barnlige, så oldfruen var den, jeg bedst kunne lide af pigerne på slottet. Men så absolut også Heidrun, og jeg kom i min fuldskab til at sige, at jeg så godt kunne lide hendes svedduft, og at jeg havde sådan lyst til at smage hendes armsved. Baronessen kikkede forundret på mig, og så stak hun sin hånd ind under sin jakke og op i armhulen.
”Værsgo Margrethe. Nu må du smage min armsved.” Sagde hun, og stak pegefinger og langfinger frem til mig. Jeg vidste, hvad jeg skulle, så jeg tog begærligt hendes fingre i munden, og suttede på dem. Det smagte pragtfuldt! Og det kunne hun se på mig, for imens jeg suttede på hendes fingre som en lille kalv, der pattede sin mor, så tog hun den anden hånd ind i den anden armhule, og gjorde det samme. Så stak hun den frem, og jeg suttede igen begærligt på den.
Så holdt hun desværre inde, og jeg skyndte mig at sige, at af alle kvinder, så kunne jeg bedst lide hende for: ”Baronessen er altid så sød ved mig.” Hun smilede glad.
”Det bliver jeg fro over at høre. Ja, jeg mener også, at jeg giver dig nogle friheder med, at du må gå i bad efter mig, rideture med mig og tysktimer ved Heidrun. Men med disse friheder, så regner jeg jo også med, at du vil anstrenge dig til det yderste for at behage mig!”
Det bedyrede jeg, at jeg ville. Jeg fik et lille glas vin mere. Nu blev jeg ør i hovedet og svimmel. Baronessen satte sig op ad et stejlt træ, så hun fik ryglæn.
”Kom her, sæt dig mellem mine ben og læn dig op ad mig! Så sidder vi og slapper af.” Det gjorde jeg.
”Læn dig tilbage og luk øjnene. Bare nyd at vi er 2 kvinder her – helt uden mænd. Men løsn først dine ridebukser, så de ikke strammer. Knap alle knapper op, og træk bukserne lidt ned!”
Jeg syntes, at det var noget underligt noget, men jeg kunne godt mærke, at det var en god ide, da jeg først kom ned at sidde. Jeg lænede mig tilbage, og jeg faldt i søvn op ad baronessen.
**
Jeg drømte, at jeg red på min lille vallak, og jeg nød mere end nogensinde den glød, der var mellem mine ben, når jeg hoppede op og ned i sadlen. Jeg drømte, at hesten og jeg red oppe i luften, og at Baronessen red ved siden af på sin store brune hingst. Hun så så sød og moderlig ud, mens hun red der. ”Havde jeg bare altid haft en kammerpige som dig, så havde jeg været mere lykkelig.” Det hørte jeg igen og igen. Hun rakte mig hånden, og vi red hånd i hånd. Det føltes helt naturligt. Vi red længere og længere op i skyerne, og vi nærmede os Gud i himlen.
**
Jeg vågnede ved, at mit underliv eksploderede. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg lå op ad baronessen, og jeg kunne mærke hendes højre hånd mellem mine ben – det var den, som stimulerede mig til at tro, at jeg red. Hendes hånd var nede i mine mamelukker, og hun kørte en finger frem og tilbage over min ært. Den anden hånd var på mit bryst, som hun aede hårdt igennem min ridejakke. Imens kyssede hun mig på halsen.
Jeg skulle til at rejse mig op. ”Nej. Bliv liggende og nyd det.” hviskede hun. Det gjorde jeg.
”Knap din jakke op. Så kan jeg bedre komme til.”
Jeg kan stadig huske, at jeg var forfærdet over alt det vidunderlige, som hun gjorde ved mig. Men ikke mindst så var jeg lyksalig. Jeg var komplet våd mellem benene, og jeg spredte dem, så meget jeg kunne.
Hendes kys på min hals, berøringerne på mine bryster og hendes aktive fingre nede mellem mine ben – og min beruselse. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Godt nok lå jeg ofte og rørte ved mig selv om aftenen, og jeg fik en lille rystelse i hele kroppen. Jeg tænkte tit på nogle af de nøgne kvinderne i søen imens. Men dette.
Jeg var i en anden verden. Jeg var i himlen sammen med en engel, følte jeg.
”Fagre Margrethe, du er så medgørlig og huld. Denne ært er Guds gave til kvinden, så hun kan glæde sig selv. Eller som kvinderne kan glæde hinanden med.” Hviskede hun stille, og så nulrede hun endnu mere på min ært, og hun bed blidt i mit øre. Det var mærkeligt, at et bid kunne være så dejligt. Samtidig med så tog hun sin hånd helt ned under min ært og ned i mit våde venusbjerg. Flere fingre kørte frem og tilbage i nogle sekunder, men så tog hun desværre pludseligt hånden op fra mellem mine ben.
”Åh nej!” tænkte jeg. Jeg så hendes fingre, de var helt klistrede, og jeg blev flov.
Så tog hun fingrene ind i munden, og jeg kunne høre, at hun suttede på dem. ”Nej, nej, nej.” tænkte jeg. Så sagde hun:
”Du smager godt!” og så kom hendes hånd igen ned i mine mamelukker og denne gang helt ind i mit venusbjerg. Jeg stønnede af fryd. Jeg var forvirret, hvad var dette for en følelse. En kvinde befamlede mig i mit skridt. Det var jo helt forkert, men vidunderligt. Men det var jo baronessen, som gjorde det, så jeg kunne ikke sige stop til hende.
”Du er en vidunderlig, lattermild og fager pige. Margrethe, jeg vil gøre dig til min bedste kammerpige nogensinde. Jeg vil give dig al den kærlighed, som du har brug for. Og jeg vil give din far et drægtigt får og måske også et svin, så han har mere til dagen og vejen. Men så skal du også gøre mig fornøjet, når jeg har lyst til det. Vil du det?”
Jeg stønnede, og jeg vidste knap nok, hvad jeg sagde ja til. ”Det troede jeg, at jeg gjorde allerede. Ja, jeg vil gøre alt, du beder mig om.”
”Jeg har nogle flere behov, som du ikke har dækket endnu. Men det skal du også gøre.”
”Jeg er din lydige og underdanige kammerpige, og jeg er baronessens ejendom. Du bestemmer, hvad jeg skal gøre.”
”Det var det bedste svar, som du overhovedet kunne give. Ja, du er min fagre kammerpige, som altid er lydig og underdanig. Du er den bedste, men du vil blive endnu bedre.”
Så kyssede hun min hals og slikkede ind i mit øre, og min krop rystede af glæde.
Så tog hun hurtigt hånden op igen, og stak fingrene hen foran min mund. ”Sut mine fingre rene.”
Jeg gjorde det. En ting var, at jeg ikke turde andet, for hun var jo min baronesse, som bestemte over mig. En anden ting var, at jeg havde bare så meget lyst. Og jeg smagte godt.
”Skal jeg tage min hånd ned igen?”
”Ja.” Stønnede jeg.
”Så bed mig om det!”
”Vil baronessen ikke godt tage Deres hånd ned mellem mine ben igen?”
”Det vil jeg gerne, men sig hvorfor!”
”Fordi det er så dejligt. Bitte!” Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men pludselig kom jeg til at tilføje det tyske Bitte.
”Nu du beder, så inderligt om det!” Og så kom hendes hånd ned mellem mine ben igen. Det var så vidunderligt!
”Og om lidt bytter vi. Så er det din tur til at gøre mig glad.” Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg også skulle gøre det ved hende. Men selvfølgelig.
”Der er ikke noget, som jeg hellere vil!”
”Så gør vi det nu. Jeg er så liderlig!” Liderlig, jeg havde hørt ordet før, men forbandt det ikke med noget. Nu vidste jeg, hvad det var. Det var en længsel efter at blive berørt mellem benene.
”Kom op og stå! Så bytter vi!”
Jeg rejste op og knappede mine ridebukser. Baronessen derimod, hun trak sin frakke af, og trak ridebukser og mamelukker ned til de lange ridestøvler, så hun blottede sit underliv.
”Sæt dig, som jeg sad før!” Jeg gjorde, som hun sagde, og så lagde hun sig ind til mig. Jeg kunne se hendes sorte hår nede i skridtet og ridebukser og mamelukker, der var nede ved de lange ridestøvler. Det så faktisk lidt sjovt ud.
Instinktivt vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Venstre hånd skulle kærtegne hendes bryster, og højre hånd skulle ned til hendes underliv. Det havde hun jo lige vist mig.
Min beruselse gjorde også, at jeg slet ikke var bange for at gøre det. Jeg stak mine fingre direkte ind i hendes venusbjerg, som var total fugtig og klæbrig. Hun gav et lille hop, og et udbrud: AHHEE. Jeg kørte mine fingre lidt frem og tilbage imellem hendes ben. Først på ærten, der var meget større end min, og så ned til skrævet. Jeg tog de klæbrige fingre op og suttede dem rene.
”Du smager også godt!” Dernæst så tog jeg dem ned i hendes skridt igen, kørte lidt frem og tilbage, og så op til hendes mund. Hun suttede dem rene.
”Hvor er du bare lærenem. Der er meget mere, som du skal lære. Fremover sover vi sammen i min seng.”
Jeg blev forvirret, men også glad. Jeg var liderlig, fuld og tænkte nu kun på at gøre hende glad. Det var jo mit job som kammerpige at opfylde alle hendes ønsker og at gøre hendes hverdag så god som mulig. Jeg kunne mærke, at jeg så frem til at sove sammen med hende. At ligge tæt med hende, at dufte til hendes parfume og armsved, og ikke mindst at gøre min pligt som kammerpige, hvad hun end måtte kræve.
Min verden havde fået mening. At glæde hende – hvad end det måtte være, hun ønskede sig. Og lige nu ønskede hun at blive berørt mellem benene, så det gjorde jeg. Hendes vejrtrækning blev tungere og tungere, og jeg følte, at jeg var dygtig til mit arbejde, for hun begyndte at stønne mere, og smilede lyksaligt.
”Oh Gud, hvor er det skønt!”
Jeg blev meget forvirret, for hvorfor skulle han nu nævnes. Jeg tænkte, at vi gjorde noget obskurt, tænkte jeg, så jeg holdt inde.
Hun må have kunnet fornemme, hvorfor jeg stoppede, for hun sagde: ”Bliv ved, Margrethe. Paulus har skrevet, at størst af alt er kærligheden! Og lige nu er du kærlig ved mig. Gud velsigner os, når vi er hengivne ved hinanden. Vi bliver indviede som veninder.”
Jeg fortsatte nu med at berøre baronessens ært, for vi var jo velsignet af Gud til denne kærlighed. Faktisk så velsignede han os, når vi gjorde berørte hinanden, kunne jeg forstå. Nu tog hun sin hånd ned i sin grotte, og stak fingrene op til min mund, og jeg slikkede dem rene. Dernæst stak hun sin langfinger ind i min mund, og jeg suttede på den. Der var ingen tvivl om, at det var det, som hun ønskede.
”Fagre Margrethe, når vi kommer hjem, skal du også lære at sutte på min ært og drikke mine safter fra livets brønd. For når du drikker mine safter, vil min kærlighedsvæske være inden i dig. Jeg vil så være en del af dig, og du vil for evigt være min. På denne måde vil vi blive forbundne i Guds kærlighed til hinanden – og til Gud. Det er ikke som et forudbestemt ægteskab mellem mand og kvinde, men som en fuldhjertet kærlighedspagt mellem to kvinder. Og som Gud velsigner. Men kærlighedspagten kan blive brudt, hvis en af os fortæller om den til andre. Margrethe – skal vi lave denne kærlighedspagt?”
Jeg var så glad. At lave en kærlighedspagt med baronessen, og som Gud ville velsigne – det var intet, som jeg hellere ville. Og at drikke baronessens kærlighedsvæske, så hun blev en del af mig. Kunne jeg finde en større lykke?
”Der er intet, som jeg hellere vil. Jeg vil gerne blive forenet med baronessen under Guds nåde.”
”Yndige, dejlige Margrethe. Tak af hele mit hjerte! Jeg vil så ikke være ensom mere, for så ved jeg, at jeg har en lydig og underdanig kammerpige, som jeg elsker. Hvor er jeg dog glad. Tak! Men for at vores kærlighedspagt skal kunne holde, så skal den fornyes flere gange om ugen. Du skal altså ofte drikke af min kærlighedskilde for at holde min hengivenhed til dig ved lige. Gud vil så velsigne os hver gang, du drikker min elskovsvin.”
”Jeg vil ikke kunne opnå en større glæde end at blive velsignet af Gud. Jeg vil være Deres lydige og hengivne kammertjener under Guds nåde!”
”Tak Margrethe”, og så blev hun ligesom fjern i blikket igen. ”Fortsæt med at røre ved min ært.”
”Lidt hurtigere og hårdere!” Jeg gjorde, som hun befalede, og så skreg hun højt: ”Jesus!”
Så blev hun helt slap og faldt nærmest i trance. Åndedrættet blev langsommere, og hele hendes krop rystede. Først voldsomt, men efterhånden mindre og mindre. ”Bliv ved, men nu helt stille!”, hviskede hun. Jeg gjorde, som hun sagde.
Jeg var fortvivlet, for hvad var der dog sket? Men så vågnede hun stille op igen. ”Hvor var du fingernem og ferm! Tak Margrethe.” Tænk sig, hun sagde tak til mig, fordi jeg var fingernem og ferm. Hvor var jeg fro!
”Jesus har velsignet dig og mig. Du er min dygtige kammerpige. Nu rider vi hjemad igen, Margrethe. Klokken er snart seks, og jeg tror, at vi bare går i seng med det samme, når vi kommer hjem. Jeg tror, at vi begge er trætte!”
**
Det havde været en dejlig dag ude i Guds frie natur og sammen med baronessen. Hun havde fortalt mig, hvor tilfreds hun var med mig som kammerpige, og hvor smuk og dygtig, jeg var. Jeg følte, at jeg var i himlen. Baronessen havde også kaldt mig for sin pige, og hun aede mig så dejligt over håret, når vi var sammen. Jeg tænkte på min onde stedmor hjemme hos far, hvor jeg havde været så bedrøvet. Nu var jeg fro igen. Selvom baronessen var af en anden stand end mig, så tog hun sig af mig, og jeg følte, at hun holdt af mig, og jeg var blevet hendes kærlighedsveninde af Guds nåde.
**
Kl. otte gik vi til køjs - i baronessens seng. Jeg følte virkelig, at det var en tiltro til mig og en ære, at jeg måtte ligge sammen med hende.
”Margrethe, nu bliver det jo nok meget varmt, når vi ligger her sammen. Derfor tager vi alt vores tøj af nu, når vi begge ligger under min store dyne.
”Kryb ind til mig!” Jeg lå helt tæt op ad hende, og så lagde hun sin arm om mig. Det var så dejligt! Jeg vendte mig lidt om, så jeg lå med min næse inde i hendes armhule. Og så begyndte jeg at slikke hendes armsved i mig. Smagen var saltet og duftende, og det smagte rigtigt godt.
”Tak Margrethe. Du er bare den bedste. Men nu skal du stoppe, for nu skal vores venskab forsegles. Du skal slukke din tørst í livets kilde.” Og så pressede hun mit hoved ned under dynen. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle, så jeg kravlede lydigt ned længere ned, og hun spredte sine ben. Jeg kravlede ned imellem dem, og så lå jeg og duftede til hendes dejlige safter. Det var som om, at hun blev utålmodig, for hendes hænder tog ved mit hår, og trak mig ind i sit skræv.
”Margrethe, nu skal du lade Gud bevidne vores venskab. Drik!” Jeg følte, at det var forkert at gøre dette, så jeg tøvede, men så tilføjede baronessen: ”Kærlighed er en gave fra Gud. Han vil have, at du skal vise din kærlighed til din baronesse ved at lade mine kærlighedssafter blive en del af dig, og dermed vil du få nåde og tilgivelse. Amen!”
I Guds navn begyndte jeg at drikke hendes kærlighedsnadver.
Erotiske noveller skrevet af LesbiskCougarHistorien er rettet af LesbiskCougar